Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

250 Schiller Vosz, som vaagede hos ham, siger, at han havde hæftige Smerter i Indvoldene og Obstruktion. Da Schiller en Gang stod op af Sengen og spadserede frem og tilbage, greb Vosz ham under Ar- mene; han spurgte, om han da virkeligt var saa mat, gik hen til Bordet, pudsede Lyset og sagde spøgende: »Vosz, jeg er ikke mat; jeg kunde pudse Lyset med udstrakt Arm!« Men henimod Midnat blev han mere urolig og bad sin Hustru om at gaa; da hun tøvede, blev han hæftig og forlangte, hun skulde gaa; næppe var hun kommen ned ad Trappen, før han sank besvimet om i Vosz’s Arme. Da han kom til sig selv, spurgte han: »Mærkede min Kone noget? — Har jeg talt vildt?« Da begge Dele benæg- tedes, var han snart igen i godt Humør. Schiller kom sig dog igen og kunde endnu i Januar besøge Goethe, som stadigt maatte holde sig inde; men 9. Februar fik han et nyt Anfald af Feber; det gentog sig den 11han spyttede Blod. Han begyndte nu at tabe Modet. Han talte i denne Tid meget om Rejser, han gerne vilde gøre; han havde aldrig yndet Musik (han sagde en Gang: Man bebrejder mig saa ofte, at jeg ikke kan røres af Musik, nu (han havde da hørt Gluck’s Iphigenia) føler jeg, at det maaske har været Musikens Skyld); men nu kunde han blive meget rørt derved; hans Kærlighed til sine Børn var uforandret den samme; han tog dog atter fat paa at arbejde, paa »Demetrius«, spadserede i Marts Maaned i Parken; gik endog i Teatret, sidste Gang den 29. April; her fik han en hæftig Feber med Kulderystelse. »Her ligger jeg igen,« sagde han næste Morgen til Vosz; han rettede sig dog igen, og man troede, at det var samme Slags Katarrh, som han før havde haft. Hans Syn paa Døden er belyst ved, hvad han en Gang sagde til Fru von Wolzogen: »Der Tod kann kein Uebel seyn, da er etwas Allgemeines ist«. Han syntes ikke selv nu at tro, at hans Død var nærforestaaende; Hosten generede ham meget, og han vilde helst være fri for Besøg, ogsaa fri for Vosz, der atter tilbød at vaage hos ham. Den 6. Maj om Aftenen begyndte han at tale lidt anderledes end ellers, men var dog alt i alt ved Samling; alt ubehageligt maatte fjernes; der laa et Nummer af »der Freimiithige« i Værelset. »Tag det strax bort, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg ikke har set det; giv mig Eventyr og Ridderhistorier; dér er dog Stof til alt, hvad der er Skønt og Stort.« Da han næste Aften igen talte med sin Svigerinde om Stof til Tragedier, og hun, for at han skulde være rolig, ikke svarede saa livligt som ellers, sagde han: »Naa, naar Ingen mere forstaar mig, og jeg selv heller ikke mere for- staar mig, saa vil jeg tie stille.« Han slumrede da ind og talte