Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Schiller 251 noget i Søvne; før han vaagnede, raabte han: »Er det Eders Helvede? Er det Eders Himmel?«, men saa strax derefter smi- lende og fortrøstningsfuld opad. Da Svigerinden gik fra ham, sagde han: »Om Gud vil, sover jeg godt i Nat.« Den 8. Maj var han stille og sov meget; han forlangte sjel- dent at se sine Børn; da han lod sin yngste Datter Caroline komme, betragtede han hende ømt og rørt, idet han tog hendes Haand. Da han om Aftenen blev spurgt, hvorledes det gik ham, svarede han: »Immer besser, immer heiterer!« Han forlangte, at Gardinet skulde trækkes fra; han vilde se Solen; med et venligt Blik saa han ind i den skønne Aftensols Straaler. Hans Tjener, som var hos ham denne Nat, fortalte, at han havde talt meget, mest om Demetrius, og at han havde citeret Partier af den. Nogle Gange havde han anraabt Gud, at han maatte blive sparet for en langsom Død. Derpaa rejste han sig overende i Sengen og talte med stor Anstrængelse om en forestaaende Baderejse. Den 9. Maj om Morgenen henad Kl. 10 begyndte han at fan- tasere; Ordene vare usammenhængende. »Hvem fyrede Kanonerne af? — Hvem kommanderer den venstre Fløj? — Ser Du det? — Kædekuglerne rive hele Geledder bort. -—- Hvor prægtigt Regimentet ser ud! — hvidt og blaat! — Er de i Lejren? — Det er lystigt! — Syng den Rundsang endnu en Gang!« En Gang raabte han Lichtenberg; nogle troede dog, at han sagde Leuchtenberg, Navnet paa et romantisk beliggende Slot ved Saale, hvor han for nogen Tid siden havde været. løvrigt talte han mest Latin. Han vilde nødigt i et Bad, Lægen ordinerede, men han fandt sig dog deri; han drak ogsaa et Glas Champagne. Hans Aandenød syntes ikke mere at smerte ham; da han efter et Anfald sank tilbage paa sin Pude, saa han sig om, som kendte han ikke mere de Omstaaende; han saa paa dem alle med et stift, forvildet Blik; Øjnene laa dybt i hans Hoved. Vosz for- tæller, at han sagde, han vilde have Naphta, men at den sidste Stavelse ikke blev udtalt. Han forsøgte nu at skrive, men det blev kun 3 Bogstaver, i hvilke man dog alligevel kunde kende hans Haandskrifts Karakter. Nu svandt de sidste Kræfter; henimod Kl. 3 om Eftermid- dagen var han helt udmattet; Aandedrættet begyndte at standse. Hans Hustru knælede ved hans Seng; hun fortalte senere, at han havde trykket hendes Haand. Hans Svigerinde stod sammen med Lægen ved Sengens Fodende og lagde varme Puder paa de kolde Fødder. Da fér der som et elektrisk Slag over hans An- sigts Træk. Hans Hoved sank tilbage, over hans Ansigt hvilede