Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Scott 255 Søvnløshed, og da der var kommen Liggesaar, faaet Morfin i de sidste 5 Dage. Da hans Niece om Aftenen den 5te ønskede ham en rolig Søvn, svarede han: »Jeg haaber det, hvis da ikke det kritiske Øjeblik skulde komme.« »Henimod Kl. 1 Vs vaagnede han, støttede, som han plejede, sin Hage paa sin Haand, saa med klart Blik paa sit Bibliothek og sagde højt, tre Gange, og lang- somt »Ja«. Vi tvivle ikke om, at han har svaret paa det Spørgs- maal, om hans Forskning og hvad han havde skrevet var Sand- heden saa nær, som Mennesker formaa at komme den. Han havde ikke bemærket, at min Kusine holdt Vagt hos ham.« Han fik nu en Morfinindsprøjtning; han sov nu godt. Henimod Kl. 10 om Morgenen saa Dr. R. ham; han trak da Vejret dybt og regel- mæssigt; Ansigtsfarven var stærkt blaalig. Kl. ,c?/s døde han uden at komme til Bevidsthed. Dr. Rohlff ender sit Brev med Bemærkninger om Schultzes fine Natur og ophøjede Syn paa Liv og Død, beroende paa hans Studier og Tænkning; i Potsdam ansaa man ham for en »Hed- ning«, fordi han nærede saa stor Kærlighed til den indiske Re- ligion. SCOTT, Walter (1771 — 1832). (Diet, of national biography, vol. 51.) Walter Scott havde følt sig syg og skrevet sit Testamente i Januar 1831; i Maj samme Aar blev han insulteret ved et Vælgermøde; i Oktober foretog han en større Udenlandsrejse med en til hans Disposition stillet Fregat; den 9. Juni 1832 bor han i Nimwegen; her fik han Apoplexi; 13. Juni blev han i en halvt bevidstløs Tilstand bragt til London; naar han formaaede at udtrykke, hvad han vilde, var det, at han længtes hjem; Læ- gerne tillode, at han den 7. Juli forlod London; med et Skib førtes han til Newhaven, tæt ved Edinburgh, og herfra kørtes han i Vogn til Abbotsford; han blev meget paavirket af at gense sin Familie; han genkendte Laidlaw og var en kort Tid bedre; han kunde forstaa, hvad der blev læst for ham i Biblen og af hans Yndlingsforfatter Grabbe. En Gang forsøgte han atter at gribe Pennen, men hans Sind dvælede ved Tom Purdic og hans gamle Glæder. Han gentog ofte: »Burke Sir Walter!« (ved det omtalte Vælgermøde havde man raabt dette til ham — »ned med Sir Walter, kvæl ham!« — og samtidigt kastet med Sten efter ham); men tillige sagde han ofte: »Stabat Mater!« Da han var ude af Stand til at undertegne sit Navn, blev han fritaget for at