Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

254 SCHULTZE I Pfungst’s Bog meddeles om Schultze’s Liv; med Hensyn til hans Død skriver han: »Den Hensovede frygtede ikke Døden. Efter sit eget Udsagn længtes han efter den. Arten af hans Syg- dom forblev ham vistnok ubekendt. Da han ikke mere kunde tage fast Næring til sig, vægrede han sig mod ethvert Forsøg paa at opholde Livet ved Hjælp af konstig Ernæring. Det varede 14 Dage, før Hungersdøden gjorde det af med ham. Jeg har som Læge set mangfoldige Mennesker gaa rolig i Døden, men her vare to Ting mig paafaldende: For det første hans bestemte Vægring ved at forlænge Livet; det har jeg endnu aldrig op- levet. Og for det andet, at den sig sikkert nærmende Hungers- død ikke bevægede ham til nogensomhelst Forandring i hans daglige Levevis. Saa længe det var ham muligt, gik han hver Dag sin Spadseretur. Indtil 10 Dage, før Døden indtraf, redte han selv sin Seng og gjorde sin Lampe i Stand, og indtil de 3 sidste Dage indfandt han sig regelmæssigt til Maaltiderne og opfordrede de Andre til at spise.« Af Dr. Rohlff’s Brev anfører jeg følgende: »Min Onkel, Th. Schultze, 7; Aar gammel, klagede først den 24. Februar 1898 over, at han i nogen Tid havde følt sig ilde tilpas«; . . . der var Symptomer paa Kræft i Spiserøret; der brugtes forskellige Midler uden Gavn; den 22. Marts klagede han over, at han havde vanskeligere ved at synke; Lægen fore- slog ham at indføre et Instrument og tillige tage en anden Læge med paa Raad; »da saa min Onkel et Øjeblik skarpt paa mig; det var tydeligt, at han i min Forvirring ved hans Blik kunde læse, at jeg ansaa hans Tilstand for haabløs. Han sagde da ganske rolig: »Det er vel bedst, at vi slet ikke gøre mere.« Jeg troede, det gjaldt mine Forslag, men fra denne Time nød han ikke andet end Kaffe og The; efter nogle Dages Forløb holdt han op at bruge Sukker til disse Drikke ... Vi gjorde intet Forsøg paa at forandre hans Forsæt, da det ikke vilde passe til hans Karakter. . . . Der sporedes ingen Forandring i hans aandelige Evner; han talte ikke om sin Sygdom. Han døde den 6. April 1898; den 4. April om Aftenen viste han sig sidste Gang i Spisestuen; hans Øjne vare da saa straalende klare, at man ikke kunde fatte, at denne Mand snart skulde dø; hans Ansigt var ikke afmagret; dette var ikke undgaaet ham selv; faa Dage før sin Død sagde han: »Mærkværdigt! mine Ben ere allerede som et rent Skelet, men i Ansigtet kan man endnu slet ikke se noget!« Den 5. April aftoge hans Kræfter hurtigt, saa at Dr. R. tænkte, at han vel kun havde et Døgn tilbage. Han havde paa Grund af