Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Brahe 15 »Mr. Boutibonne, en literært interesseret Pariser, var tilstede ved mange af Napoleons Felttog. 1 Slaget ved Wagram var han med fra kort efter Middag, til Solen gik ned; en stor Mængde var faldet omkring ham, han stod omtrent alene; da han ladede sin Musket, blev han skudt ned af en Kanonkugle; han fik det Indtryk, at Kuglen var gaaet fra venstre til højre gennem hans Ben nedenfor Knæene og havde skilt dem fra Laarene, thi han sank pludselig ned, omtrent 1 Fod kortere i Maal, hans Legeme faldt bagover paa Jorden, og hans Sanser bleve fuldstændigt om- taagede af Shoket. I denne Situation laa han ubevægelig hele Natten og turde ikke røre et Lem af Frygt for de skadelige Følger deraf; han følte ikke nogen stærk Smerte, men han troede, at det var, fordi hans Hjerne og Nervesystem var bleven afstumpet i Følelse af Slaget. »Mine saarede Kammerater,« sagde han, »laa jamrende omkring mig i Dødskamp, men jeg sagde ikke et Ord og rørte mig ikke, af Frygt for, at der skulde komme dødbrin- gende Blødning; thi jeg havde hørt, at Aarer, saarede paa den Maade som hos mig, blødte ikke stærkt, før Reaktionen indtraadte. Ved Daggry den næste Morgen blev jeg vækket af en forvirret Slummer af én af Lægerne, som kom for at hjælpe de Saarede: »Hvad fejler De?« »Oh, tag varsomt paa mig; en Kanonkugle har revet Benene af mig.« Lægen undersøgte strax mine Ben og sagde med en glad Latter: »Staa nu bare op, De fejler ingen- ting!« Jeg sprang da yderst forbavset op og stod fast paa mine Ben, som jeg troede, jeg havde mistet for stedse . . . Jeg var slet ikke saaret; jeg var ganske vist bleven skudt af en stor Ka- nonkugle, men i Stedet for at gaa igennem mine Ben var den gaaet under mine Fødder og havde gravet et Hul i Jorden under dem, mindst 1 Fod dybt; i dette Hul var jeg sunket pludseligt ned, og derved havde jeg faaet den Tanke, at mine Ben vare skudte bort. Se, hvad Indbildningen formaar/« BRAHE, Tycho (i546—1601). (Friis: Tyge Brahe. S. 295.) »Den 1Oktober 1601 (ny St.) var Tyge Brahe tilligemed en vis Minkawitz indbuden hos Grev Rosenberg. Men her for- sømte han, før han gik til Bords, at lade Vandet og følte sig snart besværet deraf, især da man under Maaltidet drak temmelig stærkt. Han undsaa sig imidlertid ved at staa op fra Bordet; dette blev dog tilsidst uundgaaelig nødvendigt, men nu var det forsiide. Han formaaede nu ikke at skille sig ved det, der be- sværede ham; han kom syg hjem og tilbragte fem Dage under hæftige Lidelser. Disse ophørte vel efterhaanden, men han fik ikke