Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Sokrates 263 paa Spørgsmaal, om hun ønsker Mælk at drikke, svarer hun ja. Hendes Datter, som sad hos hende de sidste 3/4 Time, fortæller, at hun laa mest med lukkede Øjne, uden Bevidsthed, kun saa hun af og til paa hende, og hun tror, at Moderen da kendte hende; Kl. io1/a Formiddag døde hun, uden at der var anden Forandring at iagttage, end at hun sukkede dybt et Par Gange. SOKRATES (469—399 før Chr.). (Platons Apologi for Sokrates, oversat af Westengaard. S. 3 i e. s.) »Døden er ét af to, enten saa meget som Intet, saa den Døde aldeles ingen Følelse har af Noget, eller, som der siges, en vis Forandring og Forflytning af Sjælen fra dette Opholdssted her til et andet Sted. Og er den nu ingen Følelse, men som en Søvn, naar den Sovende ikke en Gang har en Drøm, da maa jo Døden være en forunderlig Vinding. Thi jeg tror, dersom En vilde tage den Nat, i hvilken han har sovet saa fast, at ikke engang et Drømmesyn har forstyrret ham, og sammenholde alle sit Livs øvrige Dage og Nætter med denne Nat, samt efter Overlæg sige, hvor mange Dage og Nætter han havde levet bedre og behage- ligere end denne Nat, da tror jeg, at ikke blot et simpelt Men- neske, men den store Konge selv let vilde finde Tallet paa disse, mod de andre Dage og Nætter. Dersom Døden er af den Be- skaffenhed, kalder jeg den en Vinding, thi hele den følgende Tid synes jo da ej længere end en Nat. Men er Døden paa den anden Side som en Bortrejse herfra til et andet Sted og det er sandt, hvad man siger, at dér ere alle de Døde, hvilket større Gode kan der da gives end dette, I Dommere? Thi hvis nogen kommer til Underverdenen og, befriet for disse saakaldte Dommere, dér træffer dem, som i Sandhed ere Dommere, som ogsaa siges dér at holde Ret, Minos og Rhadamanthys og Aiakos og Tripto- lemos, og hvilke andre Halvguder der ellers har været retfærdige, var det vel en uvigtig (2det Oplag: daarlig) Rejse? Eller videre at omgaas med Orfeus og Mousaios og Hesiodos og Homeros, hvor højt vilde I vel anslaa det? Jeg for min Part vil gerne dø mange Gange, om dette er sandt.--------- Men ogsaa I maa, Dommere, have godt Mod med Hensyn til Døden og beholde denne ene Sandhed i Sindet, at for den ret- skafne Mand gives intet Ondt, hverken i Liv eller Død... Og endnu det Største, at leve undersøgende og prøvende dem dér, ligesom Menneskene her, hvo af dem er viis og hvo der vel tror det, men ikke er det. Hvor høj Pris maatte man sætte, I Dommere, paa at udforske ham, der førte den store Hær for Troja, eller