Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

264 Sokrates Odysseus, eller Sisyphos? Ja, utallige andre kunde man nævne, Mænd og Kvinder, med hvem det vilde være en over al Maade stor Lyksalighed at underholde sig og omgaas samt prøve dem. • • • Men ogsaa I maa, Dommere, have godt Mod med Hensyn til Døden og beholde denne ene Sandhed i Sindet, at for den retskafne Mand gives intet Ondt, hverken i Liv eller Død, ej heller tilsidesættes hans Anliggender af Guderne . . . Blot om dette beder jeg dem: Naar mine Sønner blive voxne, da tager Eders Hævn paa dem, I gode Mænd, og plager dem paa samme Maade, som jeg har plaget Eder, naar de synes Eder at tragte mere efter Penge eller noget andet end efter Dyden; og dersom de indbilde sig at være Noget, men Intet ere, saa bebrejder dem, ligesom jeg Eder, at de ej sørge for, hvad de bør, og have store Tanker om sig, endskønt de ere Intet værd. Men det er Tid at gaa bort, jeg for at dø, I for at leve; men hvem af os der gaar ind til den bedre Tilstand, det er skjult for Enhver, uden for Gud!« SOKRATES. (Sokrates i Fængslet o. s. v. M. Cl. Gertz. S. 72 e. s. Kbhvn. 1900.) Sokrates har talt med sine Venner om Sjælens Udødelighed og sagt, at de skulle være ved frejdigt Mod, thi »det er mit Le- geme, Du begraver, og saa maa Du begrave det saaledes, som det er Dig kært, og som Du mener det bedst stemmer med al- mindelig Skik og Brug«. »Efterat have sagt dette rejste Sokrates sig op og gik ind i et andet Værelse for at bade sig; Kriton fulgte med ham, men os andre bad han at vente. Saa sad vi da og ventede, medens vi talte med hverandre om det, der var sagt, og drøftede det paany; stundom talte vi ogsaa om, hvilken stor Ulykke der havde ramt os, idet vi ligefrem betragtede det, som om vi havde mistet en Fader og skulde tilbringe den efter- følgende Del af vort Liv som faderløse. Men da han havde badet sig, og man havde bragt hans Børn til ham (han havde nemlig to smaa Sønner og én voxen), og endvidere Kvinderne fra hans Hus havde indfundet sig, saa talte han først noget med dem i Kritons Nærværelse og gav dem Besked om, hvad han ønskede; derefter lod han Kvinderne og Børnene gaa deres Vej og kom saa selv ud til os. Nu var det allerede nær ved Solnedgang; han havde nemlig været temmelig lang Tid derinde. Og da han saa var kommen, satte han sig ned, overtræt som han var, og efter dette Øjeblik sagde han ikke ret mange Ord mere. Saa kom Ellevemændenes Betjent ind, traadte hen til ham og sagde: »So-