Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Sokrates 265 krates, om Dig vil jeg ikke tro, hvad jeg desværre maa tro om Andre, at de vredes paa mig og forbande mig, naar jeg giver dem Befaling til at drikke Giften efter Øvrighedens Bud. Dig har jeg derimod ogsaa ellers i Løbet af denne Tid lært at kende som den braveste, sagtmodigste og bedste Mand af alle dem, der nogensinde ere komne herhid; og navnlig er jeg da nu ogsaa ganske vis paa, at Du ikke vredes paa mig — for Du véd jo, hvem det er, Skylden falder paa — men paa dem. Saa vil jeg da nu (— Du forstaar jo nemlig nok, hvad det er, jeg er kom- men for at melde —) byde Dig Farvel; og forsøg paa at finde Dig saa let som muligt i det uundgaaelige.« Med det samme brast han i Graad, vendte sig om og vilde gaa sin Vej. Da saa So- krates op paa ham og sagde: »Farvel ogsaa Du; og jeg skal nok gøre, som Du siger.« Med det samme vendte han sig til os og sagde: »Hvor elskværdig er dog ikke denne Mand! Og hele den Tid igennem, jeg har været her, er han kommen mig venlig i Møde; mangen en G?ng har han talt med mig og stadigt været mageløs god; og se nu, hvor ædelmodigt han græder over mig! Naa, godt, Kriton, lad os da adlyde ham, og lad En bringe mig Giften, hvis den er tilberedt; hvis ikke, saa lad Manden lave den til.« Kriton mener, at Sokrates kan vente endnu nogen Tid, men han forlanger at adlydes. »Da Kriton havde hørt dette, gav han et Nik til Slaven, som stod i Nærheden. Slaven gik ud, og efter nogen Tids Forløb kom han ind igen med den Mand, der skulde give Sokrates Giften; han bragte den færdig tillavet i et Bæger. Saasnart nu Sokrates fik Øje paa Manden, sagde han: »Vel, min gode Mand, Du forstaar Dig jo paa disse Sager; hvad skal jeg gøre?« »Intet andet,« svarede han, »end drikke og saa gaa om- kring, indtil Du bliver tung i Dine Ben, og derpaa lægge Dig ned; saa virker det af sig selv.« Med det samme rakte han Bæ- geret til Sokrates; han tog det, og fuldkommen rolig, Echekrates, uden det mindste Spor af Forsagthed og uden enten at skifte Farve eller fortrække en Mine, nej, med ganske det samme Tyre- blik, som han ellers plejede, saa han op paa Manden og sagde: »Hvad siger Du om denne Drik, jeg mener med Hensyn til at bringe et Drikoffer af den til en eller anden ? Gaar det an eller ikke?« — »Vi tilberede kun saa meget, Sokrates,« svarede han, »som vi mene, det kan være passende at drikke.« — »Jeg for- staar Dig,« sagde Sokrates, »men at bede til Guderne om, at Flytningen herfra histhen maa blive lykkelig, det er dog vel baade tilladeligt og tilbørligt; det er da netop det, jeg beder om, og gid det maa gaa saaledes!« Med det samme, han sagde dette,