Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

266 Sokrates førte han Bægeret til Munden og drak det ud, helt rask og for- nøjet. De fleste af os havde indtil da saa temmelig kunnet holde os fra at græde; men da vi saa, at han drak og havde drukket, var det os ikke længere muligt. For mit Vedkommende søgte jeg at gøre Vold paa mig selv, men dog randt mine Taarer i stride Strømme, saa jeg tilhyllede mit Ansigt med min Klædning og græd over mig selv; thi over ham var det naturligvis ikke, nej, men jeg græd over min egen Vanskæbne, saadan en Ven, som jeg nu her havde mistet. Kriton havde, endnu før det gik mig saadan, rejst sig og fjernet sig, da han ikke var i Stand til at holde sine Taarer tilbage. Appolodoros havde allerede i Tiden forud grædt uafladeligt; men navnlig nu, da dette Øjeblik var kommet, gav han sig til at hulke og jamre højt, saa at han ved sin Graad og Klage knækkede Modet hos hver eneste af de Til- stedeværende, kun med Undtagelse af selve Sokrates. Men han sagde: »Hvordan er det dog, I bærer Jer ad, I forunderlige Men- nesker? Naar jeg lod Kvinderne gaa deres Vej, var det sandelig ikke mindst af den Grund, at jeg vilde undgaa slige skurrende Optrin fra deres Side; og jeg har jo da ogsaa hørt sige, at man bør ende sit Liv i andægtig Stilhed. Hold Eder derfor i Ro og vis mandig Fasthed.« Da vi hørte dette, bleve vi skamfulde og holdt op med at græde. Men Sokrates gik en Tid lang rundt i Værelset, og da saa hans Ben, som han sagde, bleve tunge, lagde han sig ned paa Ryggen paa sit Leje; saaledes sagde nemlig Manden, at han skulde gøre; og med det samme følte han paa ham og undersøgte af og til hans Fødder og hans Ben. Saa trykkede han ham stærkt paa Foden og spurgte, om han kunde mærke det; »nej,« sagde han; derefter gjorde han igen det samme ved hans Lægge; og saadan gik han stadigt videre opad og viste os, at han efter- haanden blev kold og stiv. Saa følte han igen paa ham og sagde, at naar det naaede op til hans Hjerte, saa vilde det være forbi med ham. Omsider var da nu næsten alt lige op til Navlen paa ham ved at blive koldt; da drog han Dækket fra sit Ansigt (han havde nemlig haft et Dække over det) og sagde (og det var hans sidste Ord): »Kriton,« sagde han, »vi skylde Asklepios en Hane; den Gæld maa I betale, forsøm det ikke.« — »Nej, det skal ske,« svarede Kriton, »men tænk efter, om der er noget andet, Du vil sige.« — Paa dette Spørgsmaal gav Sokrates ikke yderligere noget Svar, men lidt efter gik der en Trækning igennem ham,