Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2Ö2 Sindssyge villet se sin Søster og Broder; nu, da de kom efterat have mod- taget Brevet, modtog han dem kærligt, bad dem atter om Til- givelse; han beklagede ogsaa, at han havde skrevet de mange Brochurer, som havde bidraget til at gøre ham saa sindsforvirret, og sagde dem, at hvis han ikke døde, vilde han for Fremtiden leve sammen med sin Familie. (Til Meddelelsen er føjet Uddrag af hans forskellige Skrifter samt det omtalte Brev til Søsteren, som særdeles godt belyse den paafaldende Forskel i hans Sinds Tilstand.) Som et Exempel paa, at den, der lider af Melankoli med Uro og Klager, kan blive rolig, naar Døden nærmer sig, og dø ganske som andre Mennesker, der lide af almindeligt forekommende Syg- domme, kan jeg henvise til følgende egen Observation : En yoaarig Enke var i Marts 1901 bleven opereret for ond- artet Svulst i Brystet (Cancer mammæ); hun havde da alt i lang Tid lidt af Melankoli, uafhængig af hendes Svulst; hun klagede saa godt som altid, følte sig saa ulykkelig, ønskede sig død; hun indkom atter paa Hospitalet 1. September samme Aar med en lille Svulst og et Saar; det blev sagt hende og Datteren, at der ikke var Grund til at operere hende; Saaret blev behandlet med Forbinding o. a., og fra den Side var der intet, der kunde an- tages at være særligt generende; derimod var hendes Melankoli uforandret, hun klagede saa godt som altid over sin ulykkelige Tilstand og forstyrrede ofte, trods Sovemidler, de andre Patienter paa samme Stue. Efter en Maaneds Ophold begyndte hun at blive svagere, fik lidt forhøjet Temperatur og var af og til lidt kort- aandet. Det blev sagt Datteren, at det var at haabe, at hun nu snart fik Afslutning paa sit Sinds Lidelser. Den 11. Oktober no- teres i Journalen: Meget klagende og urolig i Gaar. Den 12te: Temperaturen 57.8/38.4. Roligere i sidste Døgn. Hun er klar nok til at kunne meddele, at den observerede Hovenhed af Benene ogsaa har været tilstede af og til i Hjemmet. Den 13de: 58.1/38.5. Nød intet i Gaar; meget urolig om Eftermiddagen. Har kun sovet lidt trods Kodeinsaft. I Aftes var hun meget sammenfalden; kla- gede ikke paa sin sædvanlige Maade; talte en Del uforstaaeligt. I Dag til Morgen er hun kølig i Ansigt og paa Hænder og Fødder, bleg med blaaligt Anstrøg. Hun taler kun med Vanskelighed, hun svarer dog ret fornuftigt paa SpørgsmaaL Uvilkaarlig Afgang af Aabning i Sengen, hun har kvitteret Urin paa sædvanlig Maade. Hun taler af og til, men man kan ikke forstaa, hvad hun siger. Paa direkte Forespørgsel svarer hun, at hun ikke har Smerter;