Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

276 Sverre da Tiltræde for et større Antal af sine Mænd. Da de Fleste atter vare gaaede, henvendte Sverre sig til en Mand, som hed Peter Svarte og sagde, at han vilde fortælle ham en Drøm, han havde haft. »Der kom en Mand til mig,« sagde han, »den Samme, som tidligere ofte har vist sig for mig og sagt mig saadant, som aldrig slog fejl. Jeg syntes, at jeg var syg og meget kraftløs, og jeg syntes, at jeg spurgte ham, hvordan det skulde gaa med denne Sygdom. Da syntes jeg, at han gik bort fra mig, idet han svarede: »Nu skal Du blot berede Dig at staa op, Sverre!« Det fore- kommer mig, som om denne Drøm kan tydes paa to ulige Maader. Og det er nok troligt, at efter denne Sved kommer der et Om- slag til det Bedre eller til det Værre.« Peter svarede: »Dette forstaar I, Herre, vist bedre end nogen anden. Dog aner det mig, at det var Tale om Opstandelsen paa den yderste Dag, og i Eders Sted, Herre, skulde jeg berede mig, som om Drømme- Manden havde ment denne.« »Det er ikke usandsynligt,« sagde Kongen. — Senere hen paa Dagen begyndte hans Kræfter at tage af. Næste Morgen lod han skikke Bud ned til Staden efter Præster, som skulde give ham den sidste Olie. Før disse kom, lod Kongen oplæse for sig og forsegle et Brev, som han havde ladet skrive til sin Søn Haakon, som paa den Tid var i Nidaros. 1 dette Brev raadede Sverre sin Søn til ikke at indgaa Forlig med Biskopperne for at afslutte Indbyrdeskrigen. Derefter talte han til alle de Tilstedeværende, forklarede, at han ikke vidste sig eje nogen anden Søn i Livet end Haakon, og bad dem, at de vilde indprente, at han havde sagt dette, hvis der skulde optræde nogen Tronkræver, som angav at være hans Søn. »Nu vil jeg,« fortsatte han, »inden jeg faar Olien, lade mig løfte op i Højsædet og sidde dér, til jeg dør eller bliver frisk. Dør jeg i mit Højsæde omgiven af mine Venner, da faar Nikolas Arnesson høre andet, end han har ventet og brugte at sige, at jeg skulde blive hugget ned og ligge til Føde for Hunde og »Korpar«. Ja, Gud være lovet, som i saa mange Farer har be- skyttet mig imod mine Uvenners Vaaben!« Da Kongen havde faa et Olien, kendte han, at hans Kræfter svandt, og mærkede, at han ikke kunde have langt tilbage. Det var paa den Tid en almindelig Tro, at hvis Djævelen hentede en Døendes Sjæl, blev Liget blaasort og opsvulmet. Derfor sagde Kongen til de Venner, der stode omkring ham: »Naar jeg dør, skulle I lade mit Ansigt være utildækket, og I skulle lade baade Venner og Uvenner se efter, om der paa min Krop findes nogen Virkning af mine Fjenders Forbandelser og Banlysninger; thi da