Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Thorvaldsen 279 han saa vel, at han arbejdede paa Luther’s Buste; Thiele, Forfatteren til hans Biografi, traf ham ved dette Arbejde; han var ualmindelig stille og ordknap, og da det Brev, som Thiele bragte fra Kunstakademiet, ledede hans Tanker hen paa Tildelelsen af Boliger paa Charlottenborg, sagde han: »Hvem mon der faar min Bolig, naar jeg dør?« Thiele søgte at aflede hans Tanker og bemærkede, at der jo var al Rimelighed for, at han endnu kunde leve længe. »Sig ikke det,« sagde Thorvaldsen, »med mig er det snart forbi! — Førend Nogen tænker derpaa! Og jeg vilde ret ønske,« tilføjede han, idet han foldede sine Hænder paa Brystet, »at det maa ske snart, førend jeg falder mig selv og andre til Byrde.« Den indre Bevægelse, som lyste ud af hans Øjne, greb Thiele stærkt; der var længe Stilhed; Thorvaldsen gav sig atter til at arbejde, og Thiele førte Samtalen hen paa et Billede af Luther, som han tilbød at hente; Thorvaldsen takkede ham meget venligt; da Thiele en halv Time senere kom igen med Bladet, var Thorvaldsen gaaet ud. Den Dag blev Thorvaldsen til Middag hos Overpræsident Kiærulff og gik først sent derfra. Søndag den 24. Marts ringede han før Kl. 5 om Morgenen paa Tjeneren og klagede over, at han aldeles ikke havde kunnet sove; han stod op, satte sig paa sin Sofa og begyndte at læse; men strax efter faldt han i Søvn og sov til KL 8. Efter som sædvanligt at have drukket sin Mælk og spist sine Tvebakker begyndte han, som det syntes forfrisket, at arbejde paa Luthers Buste; han ved- blev at arbejde hele Formiddagen, afslog en Indbydelse til Middag hos Baronesse Stampe, men lod sig dog senere, da hun selv kom, overtale til først at følge med hende til et Par Visiter og derefter spise til Middag sammen med Oehlenschläger, Andersen, Ernst Meyer og flere gode Venner, før han om Aftenen gik i Teatret. Ved Middagen var han ualmindelig munter, fortalte Anekdoter, lo af »Corsarens« Vittigheder og talte om en forestaaende Rejse til Italien. Da Musæet var paa Tale, sagde han: »Ja, nu kan jeg gerne dø, for Bindesbøll har min Grav færdig!« Da han gik til Teatret, mødte han Bindesbøll, som fulgte ham derhen. »Ved Indtrædelsen i Hofparquettet mødte han Conferentsraad Collin og hilsede paa ham med den sædvanlige Venlighed. Dækket var endnu ikke hævet, da han indtog sin Plads, men pludselig bøjede han sig, som om han vilde tage noget op fra Gulvet. Det næste Øjeblik greb hans nærmeste Omgivelse med Skræk, og saasnart det kunde ske, blev hans Legeme livløst baaret ud i Forhallen. Faa Minutter efter rullede en Karet ind i Charlottenborg, og fra det aabne Vindue lød en Stemme: »Han er død!« Det tunge