Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

28o Tieck-Trolle Legeme blev varsomt baaret ind paa Sofaen, en Aare blev aabnet, men ikke en Draabe Blod kom tilsyne. Ved den nogle Dage efter foretagne Obduction viste det sig, at Døden, som jo skulde have en legemlig Aarsag, maatte antages at være udgaaet fra en organisk Fejl ved Hjertet, en Forhærdelse, som formodentlig i henved tredive Aar havde brudt paa hans ellers stærke Legeme og allerede, som foran anført under 1817, af en Læge var blevet formodet at ville blive hans Bane.« TIECK (1773—1853). (Klee: Tiecks Leben und Werke. S. 94.) I Marts 1851 blev Johan Ludwig Tieck meget syg, og skønt han kom over det, kunde han dog ikke mere forlade sit Værelse. Endelig, den 28. April 1853, en Maaned før sin 80de Fødselsdag, sov han blidt hen, et Kvarter efter 6 om Morgenen. »Hans Smerteleje, fortæller Køpke, var bleven til et stille Fredens Sted. Det dybe Øje, de levende Læber vare lukkede, men over hans Ansigt hvilede en blid Forklaring. Det var atter de kendte Træk, milde og store, den rene høje Pande. Det var det ædleste Hoved.« Han havde vel været aandeligt frisk til kort før sin Død, men havde ikke digtet i de sidste 10 Aar. TROLLE. (Bricka og Gjellerup: Ligprædikenerne. S. 317.) Anne Jakobsdatter Trolle (1598—1610), 12 Aar gi. »En Prædiken som skete udi ærlig, velbyrdig og gudfrygtig Jomfru Anne Trolles Begravelse, udi Roskilde Domkirke den 15. Juni Aar efter Guds Byrd 1610, af Friderich Nielssøn, Sognepræst til Huakøe og Sarcbløsse Sogner. Prentit i Kiobenhaffn hos Heinrich Waldkirch MDCX.« Palen begynder med at opregne den lille Piges Forældres og Forfædres Navne (hun var Datter af en kgl. ansat Lensmand paa Trondhjem Bispegaard i Norge) som Bevis for, at »hun var kom- men af god gammel Adel«. Hun skildres som flittig, blev oplært i Dansk og Tysk og »kunde de synderligste Davids Psalmer paa sine Fingre«; hun lærte ogsaa Fransk. Hendes Karakter roses stærkt; hun var ofte syg, maatte hvert Aar ligge til Sengs 4—5 Gange i længere Tid. Den 13. Maj begyndte hun at blive mere syg; det synes, det var Feber. Præsten (Taleren) blev hentet og fandt hende »suarlig siug, spurde hende derfor at, hvor hende leed. Da suarede hun: Vel. Huor til jeg antvordede: Lider eder vel paa eders Legemis vegne eller paa eders Sjels vegne? Suarede hun: Jeg lider vel paa min Sjels vegne om end mit Legeme er skrøbeligt. Oc lod