Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Trolle 281 jeg mig strax mercke, att jeg ikke havde formodet mig saadant Suar af hende.« Hun blev nu hørt i Psalmer, undervist deri; Præsten blev hos hende til Aften »og talte med hende, naar hun for Suaghed noget maatte og gad«, og foreholdt hende »adskillige Sententzer af Skriftten; met huilke hun skulde trøste sig«. Den næste Dags Morgen kom Præsten igen, »fornam hende endda at være hart suag«, og talte med hende om Synden, om hun bekendte sig for en Synder? Den lille Pige svarede: »Hvad er jeg andet end en arm Synder? Gud hjelpe mig og vær mig naadig.« Hun laa da hen til Middag, da han kom igen, og paa hans Spørgsmaal, hvor det var med hende, svarede hun: Som Gud vil. »Jomfru, siger jeg, hvad smukke Sentenzer have I selver lært at trøste Eder med, af Guds Ord? Begyndte hun strax at svare: Saa elskte Gud Verden, at han gav sin enbaarne Søn, paa det at alle dem, som tro paa hannem, ikke skulle fortabes, men have det evige Liv«, og paa andre Spørgsmaal citerede hun flere af Skriftens Ord. »Lidet derefter faldt hun i en liden Slum, og der hun opvaagnede, talte jeg ydermere med hende om Guds Ord og Vilie imod Mennisken.« »Siden laa hun saa hen indtil om Fredagen ad Aften, da syntes hun noget at hungre«, og da hun havde faaet noget Mad, følte hun sig saa meget bedre, at hun »om ottende Dagen der efter« var lidt oppe. »Dog kunde hver Mand vel mærke, at hun var ganske forvandlet til Døden, saa hun maatte strax om Aftenen til Sengen, hvor efter hun blev igen hart angreben. Og kom der strax Bud efter mig (uværdig),at jeg skulde tale med hende, hvilket jeg og gjorde og hende foreholdt den Sentenz af Evangelisten: I min Faders Hus ere mange Bo- lige. Hvor med hun ogsaa trøsted sig, at Christus og haver beredt hende Voning og Bolig i det evige Rige.« Hun laa nu hen, og naar Præsten ikke kunde være tilstede hos hende, var der altid En hos, som læste Bønner, »item af Jesus Syrach og andre Bøger«. Torsdagen efter Pintsedag, som var den sidste Maj (hun har altsaa nu været syg i 18 Dage), fik Sygdommen Overhaand; hun omtales som meget taalmodig. Af og til fik hun Tilfælde, der bragte dem, der vare om hende, til at tro, at »hun strax i samme Stund oc Øyeblick skulle bortsuime; men Gud haffuer vist at giffve Luftt og Krafft igen. Oc der hun blef atspurt, huor det nu vaar, om hun endnu følte nogen Pine og vee, Haffuer hun salig suaret: Ney, det er nu alt gaat, jeg føler intet.« Der blev talt med hende om Taalmod (den lille Pige synes at have vist smuk Taalmodighed). Hun laa stille hen til Morgenen; hen paa Dagen »læste hun uden ad fjorten Davids Psalmer fra