Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

282 Tscherning den første til den femtende; noget derefter fik hun Lyst til Jesus Syrach. Og haver jeg diss imellem trøstet hende med mange skønne Sprok af Skriften, indtil hun blev ganske svag og sagde: O, hvor gør det mig ondt, Friderich, at jeg kan ikke saa længe og saa meget tale med dig, som jeg vilde, og udgyde min Tro for Gud, at jeg kunde faa en kristelig Afsked. Hvortil jeg sva- rede: At jeg vilde stedse tale med hende og blive hos hende.« Da hun blev svagere, bad hun sin Moder og alt Folket om Forladelse, om hun nogen Tid havde gjort dem noget imod »de vilde hende det for Guds Skyld tilgive. Hvor efter ikke en ringe Graad er hørt af hvert Menneske paa den ganske Gaard. Strax derefter begyndte Maalet noget at falde. Der jeg det fornam, haver jeg fast anholder, og raabte i hendes Øren, sigendes: Beder’ saa skulle I faa, banker, saa skal Eder oplades. Beder i Hjertet og banker med Hjertets Bøn« ... og mere. »Da greb hun mig om min Haand og kyste mine Fingre. Siden bad jeg alle gaat Folck, som der vaare tilstede, at de vilde gøre it Knæfald for Gud og bede for hende, at hun maatte blive en tro Arbejdere i Herrens Viingaard og med alle Guds Udvalgte kunde faa sine Penge, som er det evige Livs Skænk og Gave: Hvilket af os alle blev strax efterkommet. Diss imellem begyndte hun at drage. Der jeg det saa, gjorde jeg Herrens Velsignelse over hende . . . og strax derefter tog hun tre Suk og der med udgav sin Aand i Guds guddommelige Haand, og det imellem 5 og 6 efter Mid- dagen den 1. Juni, saa at hver Christen maa vel ønske af Gud, at han vil gøre dennem saadan Forstand, Mæle og Bestandighed til det sidste og saadan Christelig Afgang herfra. Saa gik det med denne velbyrdige salige Jomfru; Gud havde hende kier, og hendes Sjel behagede hannem vel, derfor hastede han med hende af dette onde Liv. Og vaar hendis gantske Alder paa sex Uger nær tolff Aar.« TSCHERNING (1795— 1874). (Tschernings efterladte Papirer. S. 63.) »Tschernings sidste Dage vare lige saa fredelige, som hans Liv havde været bevæget. Aftenen før han blev syg, havde han en flere Timers Samtale med en yngre Bekendt, med hvem han talte frit og livligt. Hans Søvn var urolig, og han følte sig syg, men hans Utilbøjelighed til at være til Besvær eller fordre Tje- nester bragte ham til at ligge stille, til han hørte sin Hustru i Sideværelset staa op; først da lod han sin ældste Søn kalde ind til sig. Han fordrede bestemt at staa op, men var saa svag, at han næppe kunde hjælpes fra Sengen over i sin Sofa.