Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Uhland 28; Om Aftenen gik han for sidste Gang i Seng. Han var an- greben af en Lungebetændelse, som i 5 Dage gjorde Ende paa hans Liv. I Begyndelsen syntes hans kraftige Natur at staa imod, men saa gjorde hans Alder sin Ret gældende, og han bukkede under. Han var saa taalmodig som nogen og rolig overfor Tan- ken om Døden, som han flere Gange udtalte, dog vist stadig med et Haab om Livet, som han trods sin høje Alder hang ved. Kun én Gang gav han en dybere Bekymring Luft: han vilde endnu gerne have set begge sine Sønner som Kandidater, men da hans Hustru erindrede ham om, at han havde været lykkeligere end de fleste, saa blev han mere fattet og ytrede ikke flere Skrupler for sin Families Vedkommende før den sidste Aften, da han paa Alt kunde mærke, at Døden nærmede sig. Der trak et Torden- vejr op, og der kom flere voldsomme Tordenskrald. Skønt han den Gang kun daarligt kunde tale mere, lod han dog sin Søn kalde ind til sig og sagde ham, at han jo vidste, hvor hans Pa- pirer af Betydning fandtes, og dersom nu Lynet slog ned, saa maatte han tage disse Papirer og hente en Drosche og køre med ham (Faderen) og Papirerne hen til Kommunehospitalet. Senere hen paa Aftenen, da Lægen kom, sagde Tscherning til ham: »Ja nu, kære Doctor, seer jeg jo nok, at De mener, jeg skal døe, men De maa holde Livet i mig til den 1. Juli (han døde den 29. Juni), forat min Kone kan faa den Maaneds Pension.« Og da hans Hustru bebrejdede ham, at han tænkte paa den Art Ting, saa sagde han til hende, at det maatte hun huske, at hun kunde nok trænge til den Nødskilling.« Fra Tschernings Søn, den nuværende Overchirurg, som alt ved Faderens Død var kyndig i Lægesager, véd jeg, at den Lungebetændelse, som foraarsagede Døden, var en saa ukompli- ceret Dødsaarsag, som man kan tænke sig hos en Mand, der er 79 Aar gammel. De ovenfor efter Bogen refererede Henvendelser til Familien skete ud paa Eftermiddagen og om Aftenen; han fik forskellige stimulerende Midler, men vilde ud paa Aftenen ikke tage mere af »al den konstige Stimulans«, som han fandt »kun gav Uro«. Fra omkring Kl. 10 å 11 om Aftenen blev han mere og mere svag, og efter i nogle Timer at have været uden Be- vidsthed døde han imellem Kl. 2 og 5 om Morgenen. UHLAND (1787—1862). (Fränkel: L. Uhland. S. 45.) Uhland var kun syg i kort Tid og var klar paa, at han skulde dø; han døde »blidt og uden Smerte« den 13. Novbr. 1862; han var da 75 Aar gammel.