Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2Ö4 Umberto-Vaupell UMBERTO, Konge af Italien. (.Berlingske Tidende den ro. Avgust 1900.) Et Telegram gennem Ritzaus Bureau fra Milano den 29. Avgust meddeler om Vidnernes Af hørelse: »Generaladjutant Avogrado som stod sammen med Kong Umberto i Vognen, havde, da Kon- gen faldt, spurgt, om han var bleven ramt? Kongen svarede: »Ja, det tror jeg nok« — og døde strax derefter.« VAUPELL. (Chr. Vaupell: De danske Skove. Kbhvn 186? Selvbiografien S. VII foran i Bogen.) I et Stykke af en Selvbiografi, der fandtes efter Vaupells Død, meddeler han følgende: Vaupell var meget anstrængt af det uvante at være saa længe under Vaaben; han havde med Møje som sidste Efternøler slæbt sig frem over Engene, kun undgaaende, at de preussiske Ror- tropper skulde kunne naa ham; ved Pulverholz traf han igen sine Kammerater, der vare noget flove over Fægtningens uhel- dige Gang, »forresten smigrede man sig med det Haab, at Dagen endnu ikke var tabt. Slaget var imidlertid standset, Skydningen var ophørt, og begge Parter syntes at tage sig en Hvile efter den anstrængende Formiddag; hen paa Eftermiddagen hørtes imidlertid enkelte Skud, der snart gik over til en levende Gevær- ild, som forplantede sig baade til venstre og højre; den vidnede om, at Preusserne vare i Færd med at forcere Indgangen til Skoven. Jeg med nogle Andre blev sendt op til et Hegn, der flankerede Vejen, som fører ind i Skoven; jeg var næppe kom- men der, før alle mine Ledsagere forlode mig, og strax derefter mærkede jeg, at jeg var saaret, ved at Blodet i Strømme væltede ud af det venstre Ærme. Jeg havde en Følelse af, at Blodet kom fra Brystet, hvorfor jeg ikke tænkte paa at standse den strømmende Blodmasse. Den første Virkning af det store Blodtab var en komplet Afmattelse, saa at jeg ikke kunde bevæge mig. Fægtningen blev imidlertid strax hæftigere. Preusserne trængte flere Gange ind i Skoven, men naar de Danske samlede sig til Angreb, ilede de tilbage til Udkanten. Dette gentog sig hele Timer. Jeg laa imellem begge Parter paa en Skrænt, dækket paa den Side, hvorfra Preusserne kom. Afmattelsen var imidlertid gaaet over til fuldstændig Døsighed, saa jeg ikke længere ænsede, hvad der tildrog sig omkring mig; pludselig blev jeg vækket ved de Danskes langtrukne, hæse Hurra, jeg saa atter de blaa Offi- cerer foran Rødkjolerne. Da disse skød efter de flygtende Preus- sere, forvildede en af deres Kugler sig til mit venstre Knæ. Her-