Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Vespasianus-Voltaire 285 med var iste Bataillons Dagværk endt, og den gik tilbage til Skoven, hvorefter Preusserne kom igen. En af disse, der havde lagt Mærke til, hvor uheldig min Stilling var, idet jeg netop laa dér, hvor begge Partier stadig stødte sammen, slæbte mig hen til et nærliggende Hus, hvorfra jeg silde paa Aftenen blev kørt „til Slesvig. Først Tirsdag Eftermiddag blev Saaret undersøgt af Lægerne, og jeg blev befriet for Klæderne, der vare fyldte med den størknede Blodmasse. Hele den venstre Arm var imidlertid ved Blodtabet uden Følelse og Bevægelse; uagtet Overarmsbenet var knust, troede Langenbeck dog ved en Resection at kunne spare Armen, men da Koldbranden truede med at angribe Skul- deren, bekvemmede han sig til at amputere den Fredag Efter- middag. Svovlætheren satte mig strax i en saadan drømmende og fantaserende Tilstand, at jeg ikke mærkede noget til Operationen; jeg saa Alt, men anede ikke, hvad der skete, og da Langenbeck pludselig udbrød: »Es lässt sich nicht vermeiden!« (han mente at exarticulere i Stedet for at amputere), saa drømte jeg, at det gjaldt om, at tyske Sørøvere vilde kaste mig i Elben. Efter Ope- rationen var Afkræftelsen saa fuldstændig, at Lægerne, overbe- viste om, at jeg Intet kunde høre, i min Nærværelse gav mig Karakteren: »Wenig Hoffnung!« VESPASIANUS, romersk Kejser (9—79). (Suetonius — Baden II. S. 214.) »I sit niende Consulat følte han i Campanien nogle smaa kramp- agtige Bevægelser, hvorpaa han strax søgte til Hovedstaden, men brugte først et koldt Bad og opholdt sig paa Landet ved Reale, hvor han aarlig plejede at tilbringe Sommeren. Da han her, for- uden den tiltagende Upasselighed, ogsaa havde fordærvet Ind- voldene ved altfor hyppig Brug af koldt Vand, og ikke desto mindre iagttog sine kejserlige Forretninger efter Sædvane, saa at han endog modtog Gesandtskabet paa Sengen, blev han pludse- lig overfalden af saa hæftig en Diarré, at han faldt i Afmagt og sagde: »En Kejser bør dø staaende.« Men imedens han rejser sig op for at holde sig, døer han imellem Hænderne af dem, som toge ham op, den 23. Juni i sit 69 Aar 7 Maaneder og 7 Dage.« VOLTAIRE (1694—1778). (Gaultier: Voltaire. Recueil des particularités curieuses de sa vie et de sa mort. Qualis vita, talis mors. A Porrentruy. 1781.) (En Note paa Fransk paa Bindet af det Exemplar, jeg har benyttet, udtaler Formodning om, at Abbé Nonnotte er Forfatteren. 1 Texten S. 62 omtales,