Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Weeks-Wergeland 293 skaberne er det ikke værd at tale her, da det jo var hans Ynd- lingsfag.« En Forfatterinde, som har kendt ham i hans Oldingealder, be- skriver ham som en fuldstændig Typus for det melankolske Temperament; han bar Hovedet foroverbøjet eller støttede det med sin Haand; hans Skuldre og Bryst vare sammenfaldne, Lem- merne spinkle og svage, hans Ansigtsfarve gusten. Hans Tale var langsom og lidenskabsløs, hans Røst dyb og svag, hans Udtale en bred skotsk Dialekt; hans Væsen var mildt, beskedent og fordringsløst. Naar han kom ind i et Værelse, trængte Alle sig om ham, osv. Det sidste Arbejde, hvormed Watt beskæftigede sig, var en Maskine til at kopiere Buster og Statuer i formindsket Maale- stok; han kom saa vidt med den, at han kunde sende sine Ven- ner Prøver af dens Arbejder eller, som han kaldte dem, »Pro- duktioner af en ung Konstner, der gaar i sit 83. Aar«. Men Døden stansede hans Haand og han efterlod sig denne Maskine som fast sit eneste ufuldendte Værk. Han var sig fuldkommen bevidst, at hans Endeligt nærmede sig, og han udtalte sin Taknemmelighed imod Forsynet for de Velgerninger, han havde nydt, og for sit lange Liv, der ikke en Gang formørkedes ved Alderdommens Svagheder. Den 19. Au- gust 1819 sov han roligt hen i sit 8z. Aar. WEEKS. (Rink. Vom Zustande. S. 14.) Weeks, fra Sierra Leone, Biskop, 1857. »Faa Timer før hans Død, da Dødens Skygge alt svævede om ham, spurgte man ham, om han følte, at Jesus var hans Sjæl nær. »Kostbar,« stammede han langsomt, Bogstav for Bogstav, medens han smi- lede blidt; »meget!« (sehr!) tilføjede han efter en Pavse. Det var hans sidste Ord.« WERGELAND. (Schwanenflugel: H. Wergeland. S. 275.) »1 de første Dage af Juli 1845 begyndte hans Kræfter hurtigt at tage af, han kunde ikke længer skrive, og der maatte vaages over ham. Hans rastløse Aand kunde dog endnu ikke lade være at arbejde. Han bad sin Hustru at tilføje nogle Forandringer, som han vilde diktere til sin sidste dramatiske Digtning; men hun kunde ikke se for Graad, og han opgav det. »Om Morgenen den 11 te,« fortæller hans Biograf, »tydede Ansigtets og Hæn- dernes Udseende paa Dødens Nærmelse. Men ved Middagstide forsvandt dette igen, hans Ansigt var da atter lige saa smukt