Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2Y2 Watt Maade (decently) og lad ikke mit Legeme komme i Graven før tre Dage efter min Død.« Jeg bukkede forstaaende — jeg kunde ikke tale. Han saa paa mig igen og sagde: »Forstaar De mig?« Jeg svarede »Ja«. »Det er godt,« sagde han. Omtrent 10 Minutter, før han døde (det skete imellem Klokken io og ii), blev hans Aandedræt lettere. Han laa roligt; han tog sin Haand ud af min og følte selv sin Puls. Jeg saa hans Udtryk i Ansigtet forandres. Jeg talte til Craik, som sad ved Kaminen; han kom hen til Sengen. Generalens Haand faldt fra den anden Haand; jeg tog den i min og trykkede den imod mit Bryst. Dr. Craik holdt Hænderne for Øjnene, og Washington døde uden Kamp, uden at sukke. Medens vi stode dér i stille Sorg, spurgte Mrs. Washington, som sad ved Sengens Fodende, med fast og fattet Stemme: »Er han død?« Jeg kunde ikke tale, men hævede min Haand til Tegn paa, at han var ikke mere. »Det er godt,« sagde hun med samme Stemme. »Nu er Alt forbi; jeg skal snart følge ham; for mig er der ikke flere Prøvelser« (I have no more trials to pass through).« WATT (1736—1819). (Se Watt, James.) James Watt, af hvis mange Opfindelser (af hvilke vi for Kuriositetens Skyld ogsaa nævne Automobiler til Landeveje) Dampmaskinen har gjort ham mest berømt, plagedes henimod Slutningen af sin Levetid af den Forestilling, at hans Aands- kræfter vare i Aftagende; han tog sig da for at lære det tyske Sprog om igen, da han fuldstændigt havde glemt det; det lykke- des ham virkeligt. Et endnu større Bevis paa usvækket Aands- kraft gav han ved i sit 75. Aar at udkaste Planen til et Fore- tagende, som blev anset for næsten uudførligt, nemlig det at føre en Vandledning fra den ene Side af Clyde tværs gennem Floden over til en Fabrik paa den anden Side. Nogle Aar senere, da Watt var meget nær de 80 Aar, traf Walter Scott sammen med ham i Edinburgh. W. Scott skriver om Watt: »Den rørige, venlige og velvillige gamle Mand lyttede opmærksomt til ethvert Spørgsmaal og var til Enhvers Tjeneste med sine Kundskaber; hans Aandsrigdom og Indbildningskraft omfattede alle Genstande. Naar en Mand var en stor Filolog, talte han med ham om Alfabetets Oprindelse, som om han havde været en Samtidig af Cadmus; talte han med en berømt Kritiker, skulde man tro, at den gamle Mand havde studeret Statsøkonomi og de skønne Videnskaber hele sit Liv igennem; om Naturviden-