Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Washington 291 jeg kan ikke længe trække Vejret. Jeg tænkte strax fra først, at det vilde gaa saaledes. Vil De samle og udgive (record) alle mine sidste militære Breve og Papirer. Arranger mine Affærer og mine Bøger, da De véd bedre Besked med dem end nogen anden; og lad Mr. Rawlins slutte med mine andre Breve, som han er begyndt paa.« Jeg svarede ham, at det skulde ske. Han spurgte mig derpaa, om jeg huskede noget, som det var vigtigt for ham at gøre, da han kun havde en meget kort Tid tilbage at være sammen med os. Jeg sagde ham, at der var vist Intet, men at jeg haabede, at han ikke var saa nær ved sit Livs Ende. Han svarede smilende, at det var han ganske sikkert, og at han betragtede dette med stor Resignation, det var jo en Gæld, vi Alle skulde betale.« I Løbet af Eftermiddagen var han meget besværet af Aande- nød og • skiftede ofte Leje i Sengen. Mr. Lear hjalp ham. »Jeg er bange, jeg trætter Dem for meget,« vilde han sige; da han blev forsikret om det modsatte, sagde han taknemmelig: »Godt, det er en Gæld, vi maa betale til hinanden, og jeg haaber, at naar De en Gang trænger til den Slags Hjælp, at De da vil faa den.« Hans Tjener Christopher havde været hele Dagen i Værelset og næsten hele Tiden staaet ved Foden af hans Seng. Da W. saa det om Eftermiddagen, bad han ham venligt om at sidde ned. Klokken henved fem kom hans gamle Ven Dr. Craik igen ind i Værelset og gik hen til hans Seng. »Doctor,« sagde Generalen, »jeg dør med Besvær (1 die hard), men jeg er ikke bange for at dø. Jeg tænkte strax, da jeg blev syg, at jeg ikke skulde over- leve det — det kan ikke vare længe.« Lægen trykkede hans Haand i Stilhed, gik fra hans Seng og satte sig hen ved Kaminen, hensunken i Sorg. Imellem Klokken fem og sex kom de andre Læger ind; man hjalp ham at sidde overende i Sengen. »Jeg føler, at jeg skal dø,« sagde han, »jeg takker Dem for Deres Hjælp, men beder om, at De ikke vil lade Dem forstyrre mere for min Skyld; lad mig gaa bort i Ro; det kan ikke vare længe.« Han lagde sig atter ned; alle gik undtagen Dr. Craik. W. blev mere ilde tilpas, kunde ikke finde Hvile, men han klagede ikke; han spurgte ofte, hvad Klokken var. Der blev forsøgt forskellige Midler uden Lindring; han tog, hvad der blev budt ham, og klagede ikke. »Henved KL 10,« skriver Mr. Lear, »gjorde han flere Forsøg paa at tale til mig, før det lykkedes ham at sige: »Nu gaar jeg bort (1 am just going); lad mig blive begravet paa en sømmelig 19*