Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2Y0 Washington skifte Klæder. Sekretæren skriver, at om Aftenen befandt han sig lige saa vel som ellers. Den næste Morgen var Vejret saa daarligt, at han ikke kunde ride ud. Han havde ondt i Halsen og var øjensynlig bleven for- kølet den foregaaende Dag. Om Eftermiddagen, da Vejret var bedre, gik han lidt ud for at mærke nogle Træer, som skulde fældes. Hans Hæshed blev værre om Aftenen, uden at han tog Notits deraf; han var i udmærket Humør, læste selv eller bad Lear læse for sig og hans Hustru. Da Lear bad ham gøre noget for Forkølelsen, sagde han: »Nej, De véd, at jeg aldrig tager noget for Forkølelse. Lad den gaa, som den kom.« Om Natten følte han sig meget syg med Smerte og Vanskelighed ved at faa Vejret. Imellem Kl. 2 og 3 om Morgenen vækkede han Mrs. Washington, men da hun vilde staa op for at kalde paa en Tje- ner, bad han hende lade det være, for at hun ikke skulde blive forkølet. Ved Daggry, da Kammerpigen kom ind for at lægge i Ovnen, bad han hente Mr. Lear. Han fandt Generalen trækkende Vejret med Besvær, og han kunde knap forstaa, hvad han sagde. Washington ønskede, at der skulde sendes Bud efter Dr. Craik, og til han kom, kunde Rawlins aarelade ham. Han kunde slet ikke taale at gurgle, det var, som om han skulde kvæles deraf. Da Rawlins skulde til at aarelade ham, blev han nervøs, men W. sagde til ham, saa godt han kunde: »De skal ikke være bange!« Rawlins gjorde Snittet. »Aabningen er ikke stor nok,« sagde Washington, men Blodet løb dog rask; Mrs. W. var bange, at det var galt, og bad Lear at stanse Blødningen; Generalen vilde hindre ham deri og sagde »mere — mere!« men Mrs. W. fik ham til at lade det blive stanset, da der var taget c. 1/2 Pot Blod. Han fik nu ydre Midler paa Struben og varmt Fodbad, dog uden Lindring. Hans gamle Ven, Dr. Craik, kom imellem Kl. 8 og 9, og to andre Læger bleve tilkaldte (Dr. Dick og Brown). Man forsøgte forskellige Midler og tog mere Blod, men uden Gavn. »Omkring Kl. halvfem,« skriver Mr. Lear, »bad han mig hente Mrs. Washington til hans Seng; han bad hende gaa ned i hans Værelse og tage de to Testamenter, hun vilde finde i hans Skrive- bord, og bringe dem til ham; dette gjorde hun. Efterat have set paa dem gav han hende det ene med den Bemærkning, at det var overflødigt, da det andet var nyere, og paa hans Opfordring brændte hun det gamle og tog det andet i sit Gemme. Derefter kom jeg igen hen til hans Seng og tog hans Haand. Han sagde til mig: »Jeg mærker, at jeg skal dø (I am going);