Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Warriston-Washington 289 Vidne til hans Død, »il n’est pas possible de tenir contre un pareil spectacle«. WARRISTON. (von Rudloff. Gesch. der Reformation. II. S. 238.) Erkebiskop Johnston of Warriston var gammel og yderst svag, ogsaa i aandelig Henseende, da han i Juni 1663 blev dømt til at hænges. Han modtog Dommen med stor Hengivelse og sov Natten før Dødsdagen saa dybt og trygt, at han om Mor- genen var paafaldende styrket, baade legemligt og aandeligt; jo nærmere Tiden for Henrettelsen kom, desto gladere og fredeli- gere var han tilmode. Han læste sin Dødstale fra Skafottet med klar Stemme og bad med en saadan Sjælsvarme, Frihed og Kraft, at alle Tilhørerne forbavsedes derover. Da han steg op paa Sti- gen, og nogle af hans Venner med dyb Vemod vilde støtte hans svage Legeme, sagde han: »Jeg beder Eder indstændigt, alle I, som høre til Guds Folk, at I ikke ville forsage ved de Lidelser, som ville komme over Eder for Christi Skyld, men at I ville taale dem med Mod for hans Skyld; thi jeg forsikrer Eder i Herrens Navn, at Han selv vil bære Eders Byrder, som Han nu bærer mine!« Da Strikken blev lagt om hans Hals, sagde han: »Herren har trøstet mig naadigt!« Derpaa raabte han: »Abba, kære Fader, tag til Dig denne Din arme, syndige Tjener, som kommer til Dig ved Din kære Søns, Jesu Christi, Fortjeneste.« Idet han udbrød: »O, Tak og Pris!« blev han styrtet ned fra Stigen og døde uden Kamp, hævende sine foldede Hænder imod Himlen. — WASHINGTON (1732—1799). (Wash. Irving: Life of George Washington. II. S. 272.) Washington var i fuld Vigør, skrev om Morgenen den 12. et Brev om Vigtigheden af Oprettelsen af et militært Akademi og red som sædvanligt ud Kl. 10. Det blev daarligt Vejr; i hans Notebog staar: »Omkring Kl. 1 begyndte det at sne, kort efter haglede det, og saa slog det om til en kold Regn«; men da han havde Overtøj paa, vedblev han at ride og kom først hjem efter Kl. 3. Sekretæren bad ham frankere nogle Breve, hvad han gjorde, tilføjende, at det var for daarligt Vejr til at sende en Tjener ud med Brevene. Mr. Lear saa, at der hang Sne i hans Haar og frygtede, at han skulde være bleven forkølet, men han svarede nej, hans store Kappe havde holdt ham tør. Da de havde ventet paa ham med Middagen, satte han sig tilbords uden at Oscar Bloch : Om Døden. II. , o