Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

294 WlLLEMOES som før, og dette Udseende beholdt han til sin Død og efter sin Død. Hans Hustru tog hans kolde Haand imellem sine, men han sagde hurtigt og hæftigt: »Amalie, Du maa ikke varme mine Hænder.« Nogen Tid efter sagde han til en af Lægerne: »Nu føler jeg Dødskulden stige op over mine Arme; hvor lang Tid kan jeg nu have igen?« Hele Dagen laa han smertefrit, sov af og til og talte roligt med Lægerne. — Omtrent Kl. i om Natten til den 12. Juli vaagnede han og sagde: »Nu drømte jeg saa sødt; jeg drømte, at jeg laa i min Moders Arme.« Dette var hans sidste Ord. Nogle Minutter efter sank hans Hoved til Siden i en let, smertefri Slummer. — Det var den sidste.« Et af Wergelands »Digte fra Dødslejet« er: TIL MIN GYLDENLAK. Gyldenlak, før Du din Glans har tabt, da er jeg det, hvoraf alt er skabt; ja, før Du mister din Krones Guld, da er jeg Muld. Idet jeg raaber: Med Vinduet op! mit sidste Blik faar din Gyldentop. Min Sjæl Dig kysser, idet forbi den flyver fri. To Gange jeg kysser din søde Mund, dit er det første med Rettens Grund. Det andet give Du, kære, husk, min Rosenbusk! Udsprungen faar jeg den ej at se; thi bring min Hilsen, naar det vil ske, og siig, jeg ønsker, at paa min Grav den blomstrer af. Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst den" Rose laa, Du fra mig har kyst; og, Gyldenlak, vær i Dødens Hus dens Brudeblus. WlLLEMOES. (O. Lutken : Om Peter Willemoes. S. 115.) Ombord paa den danske Flaades sidste tjenstdygtige Linieskib »Prinds Christian Frederik« havde Willemoes »ved Kampens Be-