Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

ZOJA 297 »Den 25. September brøde de op ved Midnatstid, vel udrustede for deres Alpetur; Vejret var udmærket smukt; de gik først 4V2 Time i Dalen langs Floden; steg i i*/s Time uden Anstrængelse og vare nu 1200 Meter tilvejrs; KL var 6 Morgen; her nød de Frokost — ingen Alkohol; efter 1/s Times Hvil gik de videre. KL 8 stode de ligeoverfor en stejl Klippevæg, som de glædede sig meget til at klatre op ad; Filippi tog Tornisteren, ikke fordi de to Brødre vare trætte, men for at de, som vare mindre øvede end han, bedre kunde holde Ligevægten. De bleve skuffede; Bestig- ningen var let, og de talte om, at det ikke var Umagen værd at gaa saa langt for saa ringe en Løn. Vejret var stedse smukt; paa de fjerntliggende Kæder saas kun faa Skyer; en let, ikke ube- hagelig Brise blæste fra Nord. Henad KL 11 bleve de pludseligt indhyllede af et Vindstød i en gennemsigtig Taage, og der faldt lidt fin Hagl. Efter 15 Minutters Forløb var det atter klart Sol- skin; de vare tæt ved Toppen og havde ikke bekymret sig om Vejrforandringen. Kort før KL 12 vare de naaede til den yderste Kam af Roccie di Gridone (c. 2100 M.); da de kunde betragte Be- stigningen som endt, satte de sig roligt ned for at spise Frokost og nyde Udsigten. De vidste, at de endnu skulde bestige 3, ikke vanskelige og kun lidt højere liggende Spidser for at naa Fod- stien, hvorfra Nedstigningen skulde gaa for sig, og at den hele Vej i det højeste vilde tage 4 Timer at tilbagelægge. De spiste med Appetit og vare i godt Humør; Filippi anede ikke, at der var noget abnormt ved de to Brødre; pludseligt brød der et hæftigt Uvejr løs; det kom fra Nord; i mindre end 10 Minutter vare de indhyllede i en tæt Sky; de kunde knap se et Par Meter frem; det begyndte at sne; Klippen var pludseligt helt hvid; i Løbet af et Kvarter var Snelaget saa højt som en Haand. Det var et Uvejr saa voldsomt, at Filippi betragter det som noget meget sjeldent. Ingen af dem tænkte at gaa tilbage ad den stejle Klippevæg; Filippi tog Tornysteren, og de gik videre. Men alle- rede ved de første Skridt bemærkede han, at de andre gik saa langsomt og usikkert; han raadede Rafaello til at krybe paa alle fire, hvis han følte sig usikker, og for at forhindre dem i at glide ud gav han nu mere Agt paa Tovet, der bandt dem sammen, end paa dem selv. Efter en lille halv Times Forløb bad Rafaello dem om at standse, da Vinden tog Vejret fra ham. Filippi saa nu, at de Begge befandt sig ilde; de vare blege, Tænderne klaprede i Munden paa dem, de klagede over Kvalme og Hovedpine, vare apathiske, svarede ikke paa hans Spøg og Opmuntring; deres Gang og Bevægelser vare svage og uden