Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

29& Zoja Energi. De sagde ikke, at de vare bange, men kun, at de vare trætte, og at de nok skulde gaa bedre frem, hvis jeg vilde lade dem hvile lidt. Nu begyndte der en lang Kamp. Filippi søgte paa alle Maader at faa dem til at gaa frem; de vilde hvert Øje- blik staa stille. Det var en Kval for dem alle tre at gaa videre! Til højre og venstre var der stejle Klippevægge, og de maatte gaa efter hinanden, fordi Filippi ansaa det for rigtigt at lægge Mærke til hvert af deres Skridt; kun paa saadanne Steder, hvor F. kunde gaa lidt nedenfor Kammen, gik de ved Siden af hin- anden, idet de to Brødre da gik paa den anden Side Kammen, over hvilken Tovet var spændt. KL 4 Eftermiddag havde F. op- givet ethvert Haab om at naa Pashøjden, før Natten brød frem. Uvejret blev ved; de havde knap tilbagelagt mer end en Tredjedel af Vejen paa Kammen, men det var ham klart, skønt han ikke anede den Katastrofe, der skulde indtræde, at hans to Ledsagere vare i en saa udmattet Tilstand, baade legemligt og aandeligt, at der ikke var Tale om at turde lade dem overnatte paa Sneen. Filippi besluttede da at forsøge en direkte Nedstigning til Dalen gennem en Kløft i Fjeldvæggen. Da Sneen naaede dem til Knæerne, gik det kun langsomt nedad; de to Brødre mere gled end gik nedad, medens Filippi holdt dem ved Hjælp af Tovet. Efter en halv Time vare de komne 60—70 M. fra Kammen, da de saa en lodret Klippevæg spærre dem Vejen. F. tog Tovet af sig og søgte et Kvarter efter en Udvej, men forgæves. Da det selv for en Vovehals vilde være umuligt at komme ned ad denne Vej, bestemte de sig til at gaa op igen til Kammen. Vejen var stejl; F. bad dem indtrængende om at spise; de spyttede de halvt- tyggede Mundfulde ud igen; de drak en Slurk The og begyndte meget nødigt igen at stige. Kl. 6 havde de atter naaet Kammen — men nu var det Nat; de befandt sig i c. 2100 Meters Højde. Efter faa Minutter fandt F. en Plads, hvor der vel ikke var Læ for Sneen, men dog for Blæsten. Her blev de. Man kunde læse paa Brødrenes Ansigt, hvor tilfredse de vare, at de ikke skulde gaa videre. Rafaello ængstede strax Filippi; uden Deltagelse med aabne Øjne sad han stirrende; han talte kun, naar han blev spurgt; han sagde, at nu havde han det godt, og at han ikke frøs mere; der var ikke Tænderklapren, hvad Alfonso og Filippi havde; hans Aandedræt var regelmæssigt; hans Puls lille og hurtig, men regelmæssig. Alfonso var ogsaa træt og apatisk, men langt fra saa nedtrykt som Rafaello; de drak lidt The; Tændstikkerne vare vaade, saa de kunde ikke tænde deres Lygte eller sætte Ild