Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

ZOJA 2Q9 under deres Kaffemaskine. De vilde intet spise. De to begyndte nu at massere Rafaello; de tvang ham til at tale, for at han ikke skulde falde i Søvn; det sneede stadigt stærkt; Temperaturen var vistnok 1—20 over Nulpunktet. Rafaello blev lidt efter lidt, umærkeligt, daarligere; man maatte spørge ham flere Gange, før han svarede, og hans Svar kom meget sent. Pulsen blev hur- tigere. Da Filippi skrigende havde spurgt ham flere Gange om det samme, saa han fremmed paa ham med vidt opspilede Øjne og sagde langsomt: »Jeg forstaar ikke.« Nu masserede Filippi og Alfonso ham igen energisk med Sneen; af og til maatte de standse, fordi de vare for trætte; Alfonso talte kun lidt; hans Tænder klaprede; han syntes at være ved fuld Bevidsthed, men bemærkede dog ikke, hvor daarlig hans Broder var. Ved Midnat hørte Uvejret op, ligesaa hurtigt som det var kommet, og i Løbet af faa Minutter var Himlen stjerneklar, og Maanen skinnede klart. Det begyndte strax at fryse. Af den Hurtighed, hvormed der dannedes Istapper paa Klipperne, sluttede F., at det maatte være 6—7 Graders Kulde. Kort efter bemærkede Alfonso, at hans Broder slet ikke svarede paa hans Spørgsmaal. Filippi sagde, at han sov, og at han blot skulde vedblive at massere ham — det var mest for at holde Alfonso vaagen og varm. Nu var Ra- faello efter Filippis Mening fuldstændig uden Bevidsthed; Pulsen var knap til at føle, meget hurtig, Aandedrættet var endnu regel- mæssigt, og der var ingen Krampetrækninger; hævede man hans Arm, faldt den slapt ned; i et Delirium af kort Varighed sagde han nogle meningsløse Ord, som han kun kunde fremføre med Møje. Henimod KL 1 blev hans Aandedræt langsommere og mindre regelmæssigt; de lagde ham paa Ryggen (han havde hidtil siddet støttet op imod Klippen for at være bedre beskyttet imod Sneen) og forsøgte konstigt Aandedræt, stadigt gnidende hans Bryst. Alfonso var tavs, og Filippi vovede ikke at se ham i Ansigtet — men han begreb endnu ikke! Saaledes forløb endnu en Time. Pludseligt saa Filippi, at Rafaellos Hud blev be- dækket med Sved, og i næsten samme Øjeblik indtraadte Dødens Slaphed; Hjertet stod stille; Brystet hævede sig endnu en Gang, som om der skulde ske en Indaanding. Kl. var 2 om Natten. Alfonso havde endnu ikke bemærket noget og vedblev at udføre det konstige Aandedræt. Da følte han, hvorledes Broderens Arm blev stiv imellem hans Hænder; han lod den falde og spurgte forskrækket: »Er han død?« Filippi bøjede sit Hoved, og han begyndte da at græde ganske sagte; af og til sagde han: »Povere Jello!« Med Møje lagde Filippi den Dødes Legeme, der allerede