Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

’00 Zoja var stift, op til Klippen, hvor det var noget beskyttet i en lille Fordybning, og søgte at undertrykke sin egen bitre Sjæleangst og at tænke paa hans Broder. Saasnart denne var holdt op at massere Broderen, følte han sig strax meget kold; han faldt sammen og klyngede sig ved Filippi; denne gned og bankede hans Legeme; han kunde ikke bringes til selv at fore- tage Bevægelser; han var ikke mere fuldstændigt ved Bevidsthed. Af °g til gentog han grædende Broderens Navn, men uden en saa hjerte- skærende Smerte, som han vilde have følt, hvis han havde været normal; han græd mere som et Barn, resigneret; det var mere Klage end Fortvivlelse. Han følte nu atter Kulden stærkt, rystede, trykkede sig op til Filippi og bad ham om at blive ved at gnide ham. Maanen belyste Alt klart med sit glinsende Lys; der manglede kun 5 Timer til, at Dagen skulde bryde frem. Filippi vilde fly det sørgelige Syn af Liget og tænkte, det var bedst at begive sig paa Vej igen, ogsaa fordi det var saa koldt; men det var umuligt at faa Al- fonso til at staa oprejst; han prøvede derpaa, støttende sig til Fi- lippi, men Benene sank som lamme under ham. Filippi maatte alt- saa finde sig i at vente; han var ikke urolig for Alfonso, thi skønt han saa, at han var meget træt og i aandelig Henseende slappet af »Bjergsygdom«, skønt han saa ham sidde stærkt bedøvet af den skrækkelige Ulykke og stiv af Kulde, haabede han dog, at Dagen med dens Solvarme i faa 1 imer vilde gøre ham stærk nok til at gaa videre; Skridt for Skridt vilde de da naa den Sti, der var deres Redning. Kl. 6 begyndte det at dages, men Alfonso befandt sig stadigt i samme Tilstand. For at gøre et sidste For- søg fejede Filippi, saa godt det lod sig gøre, Sneen bort fra et Stykke af Klippen og lod ham lægge sig ned og sagde til ham, at han skulde prøve paa at falde i Søvn. Da Dagen brød frem, tog Kulden til; Filippi lagde sig hen over ham og iagttog ham med Opmærksomhed’ trods det ubekvemme Leje, trods den Om- stændighed, at Pilippi’s Legeme, der dækkede ham, forhindrede hans frie Aandedræt, faldt han dog næsten strax i en temmelig dyb, normal Søvn, der ikke lignede Bedøvelse. Han sov saaledes omtrent i Time og vaagnede af sig selv henimod Kl. 7, da det var Dag. Filippi fik ham til at spise 2 Æg, og KL 7V2 kunde de begive sig paa Vej. Alfonso gik som en Beruset, gled ud omtrent ved hvert Skridt. Filippi selv følte sig ogsaa usikker, men ved Bevægelsen genvandt han snart sin Elasticitet og Sikkerhed. Alfonso syntes derimod gan- ske udmattet, i al Fald kunde Filippi ikke se, at den mildere Tempe- ratur bedrede hans Tilstand; Filippi maattegaa ind paa, at de stand-