Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

ZOJA ZOi sede, naar de havde gaaet nogle faa Minutter, og disse Hvilestunder bleve hyppigere og hyppigere, saa at de brugte hele to Timer om en Vej, som de under normale Forhold vilde have tilbagelagt i lidt over et Kvarter. De vare nu knap 20 Meter nedenfor den sidste Spids, der skilte dem fra Toppen. Alfonso havde siddet flere Minutter og modstod alle Bønner om dog at gøre en sidste Anstrengelse; hans Tænder klaprede igen; en Stund besvarede han endnu Fi- lippi’s indtrængende Henvendelser og bad ham, at han maatte have Lov til at hvile. Men saa talte han saa godt som ikke, om- endskønt han hørte og forstod, hvad der blev sagt. Han følte sig kun træt, ellers mærkede han intet. Filippi satte sig ved hans Side og talte til ham om hans Broder i det Haab derved at vække ham af hans apatiske Tilstand; han svarede: »Naar vi komme til Finero (en større Plads i Cannobina-Dalen), ville vi telegrafere til Gigi, og jeg vil vente paa ham der for at gaa hjem sammen med ham.« Disse Ord vise jo bedre end alt andet, at han var fuldstændigt uvidende om sin egen Tilstand; det foruroligede Filippi; Alfonso begyndte nu at svare sent paa Spørgsmaal; det var øjensynligt, at han var meget svag og udmattet, saa svag, at F. ikke kunde tænke sig, hvorledes han skulde faa ham frem i de næste to Timer. Filippi trængte atter stærkt ind paa ham, at han skulde gaa med, men saa da med Dødsangst, at Alfonso ikke mere formaaede det; der var intet andet at gøre end at lade ham glide ned i en Klippekløft, der var dækket med Sne, nogle faa Skridt fra dem; han var endnu saa meget ved Bevidst- hed, at han ved Filippi’s Hjælp kunde slæbe sig hen til Kløftens Kant; Filippi begyndte at lade ham glide ned i siddende Stil- ling paa Sneen, idet han sagde til ham, at han skulde stemme saa meget imod som muligt med Armene. Da Tovet ikke var langt nok (der var c. 5 Meter Tov imellem dem), lagde Filippi sig ogsaa ned i den smalle Kløft; Alfonso hang med sin hele Vægt ved det Tov, Filippi havde om Livet; thi han var nødt til at gribe med begge sine Hænder om de fremspringende Klippe- stykker, som til alt Held fandtes paa begge Sider af Kløften, for at de ikke begge skulde rutsche for rask nedad; med Forsigtig- hed giede de paa denne Maade 50 Meter nedad. Pludseligt mær- kede Filippi, som just gled nedad liggende paa Siden, at Tovet ikke længere var stramt; han vendte sig om og saa da Alfonso ligge som udstrakt paa Arme og Ben og baske i Sneen med Hænderne; han raabte til ham, men fik intet Svar. Filippi tog da Tovet af, bandt dets Ende til et Klippestykke og lod sig glide hurtigt ned til ham. Han fandt ham uden Bevidsthed med