Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

24 Christian henved 72 Aar gammel, vidste, at han var bedraget af Fru Vi- beke, og vilde kalde Fru Kirsten til sig, at »hun kunde pleje ham i hans Alderdom, saafremt Gud igjen vilde hjælpe ham ud af denne Svaghed. Men Sygdommen tog dagligen til, saa at han tilsidst ingen Mad kunde nyde«. Han tog da til Kiøbenhavn, til Rosenborg (hvor hans lille Soveværelse jo fremvises). »Som han nu var lagt i sin Seng, kom Hr. Kantsleren og Rentemeste- ren Sten Beck ogsaa ind til Kongen, og snart efter ogsaa hans Datter Frøken Leonora, hvem han havde allerkiærest af alle sine Døtre. Hun traadte hen til hans Seng og græd og kyssede hans Haand. Kongen gjør sig stærk, og med en heroisk Stemme siger han: »Grad ikke, jeg kommer vel op iglen.«« Kongen vilde ikke have Besøg af Hertug Frederik. Sperling beskriver nu Konsul- tationen, som Lægerne afholdt, og fortsætter: »Den gode, fromme Herre laa saaledes paa dette Sted i 8 Dage, og tog Kræfterne dagligen mere og mere af, og eftersom han ingen Spise kunde faa ind, var der intet mere for os at giøre end at vederkvæge ham med Cordialvande. Den 28. Februar 1648, omtrent KL 5, før Kongen døde, begiærede han at staa op, og hans Kammer- tjener, Dr. Wormius og jeg hjalp Kongen ud af Sengen paa Fødderne, paa hvilke han ogsaa blev staaende fast, uden at vakle, indtil vi fik ham iført sin Natkiortel, hvorefter han satte sig ned foran paa Sengen og sagde noget med utydeligt Mæle; og efter- som jeg holdt Herren ved hans venstre Haand, for at han ikke skulde synke tilbage i Sengen, og jeg dristede mig til at forsøge at sætte Mod i ham, saa svarede han: »O, Doctor, Doctor, huad heeder I?« Jeg svarede: »Sperling, allernaadigste Konge!« Da för han fort i sin Tale med, hvad han før havde tænkt at sige, og sagde: »Døden, Døden/« Han sad saaledes henved en halv Time i Sengen, da begiærede han at lægge sig og blev hjulpet i Seng. Imidlertid kom ogsaa Hr. Rigens Hovmesters Moder med nogle Adelsfruer ind i Kongens Gemak og satte sig ned hos Frøken Leonora. Men Rigens Hovmester og Kantsleren stod til- ligemed os tre Medici om Kongens Seng, og følte vi nu og da Kongens Puls og vederkvægede ham med de hjertestyrkende Vande, baade udvortes og indvortes, thi dem tog han gerne, men Spise var det ham umuligt at faa ned, hvor lækkert og de- likat den endog blev tilberedt af Fru Vibekes Piger.« Kantsleren spørger nu Sperling, om hvad Haab han havde; Svaret er, at Kongen vil gaa bort ved Solens Nedgang. »Dette mit Prognosticon blev ogsaa til Sandhed, thi ved 5 Slæt døde den sal. Herre ganske blideligen, uden nogen Smerte eller Dødskamp, ganske som naar