Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

26 Christian »Udi Doctor Laurids Jacobsens Liig Prædiken over denne Salige Konge findes hans Endeligt fuldstændigt beskreven, hvilken Be- skrivelse Salig Conferensraad Slange har fulgt og Salig Baron Holberg gjort et kort Udtog af.« Denne Ligprædikens fuldstændige Titel er: »Førstelig Leffnetzs oc Døds Spegl udi Guds Folckis frommeste oc fornemmeste Kongis Davids Exempel, der den Stormectigste oc Høyborne Førstis oc Herris Konning Christians den IV Dan- marckis, Norgis, Venders oc Gothers Konning . . . Hans Mayst. høysørgelig Ligbegengelse . . . klagelig bleff holden udi vor Frue Kirke i Kiøbenhaffn den 18. November Anno 1648. Nogenlunde fremviist aff Lauritz Jacobsøn, Hoffprædicant. Prentet udi Kiø- benhaffn aff Jørgen Lamprecht Aar 1649.« Jacobsens Beretning er følgende: »Hans Maj.'s sidste Svag- hed har ikke været nogen synderlig formeret Sygdom, men mere en Mattighed, som han nogle Maaneder før sit salig Endeligt haver befundet.« Det fremgaar, at Kongen den 27. Februar (altsaa Dagen før hans Død) vidste, han skulde dø. »Her ligger jeg en Guds Fange.« Formanet til »at have Gud fast i sit Hjerte og sig paa Christi Fortjeneste at forlade« svarer han »ne dubitis« og strax derefter paa Dansk: »Tvifter ickon intet derpaa«, og paany opfordret at trøste sig ved Betragtning af Christi hellige og uskyldige Død svarer han: »Det haver jeg altid gjort.« Der- paa laa han »lidet stille; derefter rakte han mig atter Haanden og sagde: Nu gjelder det«. Paa Begæring fik de nu Tilladelse til at bede for ham, og han bad selv andægtig med; de spurgte ham, om de maatte synge en Psalme, hvorpaa han svarede »med Behagelighed: O ja!« Der tales mere med ham, og han svarer; blev sunget 3 Psalmer til. Han modtog derefter Sacramentet, ladende sig holde op i Sengen; der blev sunget en Psalme, og han »lagde sig da til Rolighed og talede ikke meget derefter«. »Om Natten derefter, saa ogsaa den anden Dagen den 28. Fe- bruar, tog Sygdommen jo mere og mere Overhaand, at H. M. da intet synderligt haver talet. Lod dog synge for sig om For- middagen den Psalme Herre Jesu Christ sand Menniske og Gud etc. Ved to Slet Eftermiddag, som H. M. lod sætte sig paa en Stol: og Han var da overmaade meget afmægtig, formanede jeg H. M. Han jo vilde bart ved Gud med et troende Hjerte og blive Gud sin Herre tro indtil Enden, at han kunde faa Livsens Krone, betænkende, at ingen vorder salig, uden den alene, som indtil Enden bliver bestandig, da vinkede H. M. adt mig med Haanden og