Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Forfatter: OSCAR BLOCH

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 321

UDK: 5777

AF

OSCAR BLOCH

OVERCHIRURG

II. BIND

UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE

PERSONERS DØD

LITTERATURFORTEGNELSE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 338 Forrige Næste
Clarke-Claudius 27 sagde lydeligen tvende Gange: ->/ tør intet tvivle! I tør intet tvivle!« Der Klokken var slagen Fem . . da han med fuldkommen For- nuft, meget stille og uden Bevægelse, sødelig og salig i Herren hensov, der den salige Herre i denne forgængelige Verden havde levet halvfjersindstyve og ét Aar, ringere sex Uger.« — I Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie meddeler Birket Smith, at da Christian den IVde havde sagt til Leonora Christina: »Græd ikke, jeg kommer vel op igen«, talte han mere med hende, men uden at skjule for hende, at han vidste, at han skulde dø; det drejede sig om Datterens Stilling efter hans Død; Kon- gen sagde til hende: »Jeg har sat Dig saa fast, at Ingen kan rokke Dig.« (Danske Samlinger 2. Række I. S. 162.) CLARKE, Læge. Dødsfaldet anmeldt i The Lancet 1901, ;i. August, S. 629. CLAUDIUS. (R. Petersen: Matthias Claudius og hans Venne- kreds. S. 411.) Matthias Claudius, (1740—1815) (i Hamborg), Forkæm- per for den kristelige »Barnetro«, en original Personlighed, mest bekendt ved Udgivelsen af »Wandsbecker Bote«, i hvilken Døden ofte omtales under Benævnelsen »Freund Hain«, blev i Efter- aaret 1814 mere og mere svag og flyttede paa sin Datters Op- fordring til Hamborg for at kunne plejes bedre; nogle Dage efter hans Ankomst skriver hun i et Brev: »Fader er træt og mat, dog kunne vi ikke noksom takke Gud for, at han er saa fri for Lidelser. Han er saa rolig og venlig, ja man kan sige fornøjelig, at jeg af Glæde derover ikke lader den Smerte, som er i mig, komme til Orde.« I de følgende 6—7 Uger vedblev han at være rolig, taalmodig og næsten altid glad; kun enkelte Øjeblikke kunde det formørkes for ham. Han led ikke af nogen bestemt Sygdom; det var Alderdomssvaghed, men det tog bestandig af, og han vidste vel, hvad det bar hen imod. Han glædede sig som et Barn over Solens Frembrud om Morgenen, over den blaa Himmel, over sin Rebekka, sine Børn og Børnebørn. En Nat kaldte han Datteren Karoline til sin Seng og sagde til hende: »Jeg maa tage Natten til Hjælp, thi Dagen er sandelig for kort til at takke Dig, kære Barn.« 1 Januar 1815 var det klart for Alle, at han ikke havde lang Tid tilbage; Datteren skriver paa denne Tid: »Han er trøstig, rolig og, enkelte Øjeblikke fra- regnet, glad. Da han igaar var kommet sig efter en beklemt halv