Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Clarke-Claudius
27
sagde lydeligen tvende Gange: ->/ tør intet tvivle! I tør intet tvivle!«
Der Klokken var slagen Fem . . da han med fuldkommen For-
nuft, meget stille og uden Bevægelse, sødelig og salig i Herren
hensov, der den salige Herre i denne forgængelige Verden havde
levet halvfjersindstyve og ét Aar, ringere sex Uger.« —
I Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie meddeler Birket
Smith, at da Christian den IVde havde sagt til Leonora Christina:
»Græd ikke, jeg kommer vel op igen«, talte han mere med
hende, men uden at skjule for hende, at han vidste, at han skulde
dø; det drejede sig om Datterens Stilling efter hans Død; Kon-
gen sagde til hende: »Jeg har sat Dig saa fast, at Ingen kan
rokke Dig.« (Danske Samlinger 2. Række I. S. 162.)
CLARKE, Læge. Dødsfaldet anmeldt i The Lancet 1901, ;i.
August, S. 629.
CLAUDIUS. (R. Petersen: Matthias Claudius og hans Venne-
kreds. S. 411.)
Matthias Claudius, (1740—1815) (i Hamborg), Forkæm-
per for den kristelige »Barnetro«, en original Personlighed, mest
bekendt ved Udgivelsen af »Wandsbecker Bote«, i hvilken Døden
ofte omtales under Benævnelsen »Freund Hain«, blev i Efter-
aaret 1814 mere og mere svag og flyttede paa sin Datters Op-
fordring til Hamborg for at kunne plejes bedre; nogle Dage efter
hans Ankomst skriver hun i et Brev: »Fader er træt og mat,
dog kunne vi ikke noksom takke Gud for, at han er saa fri for
Lidelser. Han er saa rolig og venlig, ja man kan sige fornøjelig,
at jeg af Glæde derover ikke lader den Smerte, som er i mig,
komme til Orde.« I de følgende 6—7 Uger vedblev han at være
rolig, taalmodig og næsten altid glad; kun enkelte Øjeblikke
kunde det formørkes for ham. Han led ikke af nogen bestemt
Sygdom; det var Alderdomssvaghed, men det tog bestandig af,
og han vidste vel, hvad det bar hen imod. Han glædede sig som
et Barn over Solens Frembrud om Morgenen, over den blaa
Himmel, over sin Rebekka, sine Børn og Børnebørn. En Nat
kaldte han Datteren Karoline til sin Seng og sagde til hende:
»Jeg maa tage Natten til Hjælp, thi Dagen er sandelig for kort
til at takke Dig, kære Barn.« 1 Januar 1815 var det klart for
Alle, at han ikke havde lang Tid tilbage; Datteren skriver paa
denne Tid: »Han er trøstig, rolig og, enkelte Øjeblikke fra-
regnet, glad. Da han igaar var kommet sig efter en beklemt halv