Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

28 Claudius Time, sagde han til Perthes: »Kære Perthes, det gaar nok, men ikke behageligt!« Saa talte han om det svære Arbejde, der fore- stod ham. Men han havde en stærk Hjælper hos sig og forlod sig paa Gud. Han er overmaade venlig imod os Alle og ser meget gerne, at vor Moder sidder ved Sengen. Han sørger ogsaa hver Dag for, at I Fraværende faa Efterretning, og hilser Eder hver Gang.« I de sidste Dage kunde han ikke bevæge Hæn- derne eller Fødderne, men han var, omend mattere, ved fuld Samling og aandsfrisk. Han sov roligt og naturligt om Natten, havde ingen Feber, ingen Ængstelse, og med klar Bevidsthed fulgte han sin egen Bortdøen. Dødens Gaade havde lige fra hans unge Dage ligget ham stærkt paa Sinde; hvorledes gaar det til, naar Sjælen skilles fra Legemet? »Mit hele Liv igennem,« sagde han til Perthes, »har jeg studeret paa disse Timer; nu ere de der, men endnu begriber jeg saa lidt som i de sundeste Dage, paa hvilken Maade det vil gaa til Slutningen.« Den 19. Januar be- gyndte Dødskampen saa smaat, og den varede i to Dage. Fra nu af bad han uafladelig og saa ogsaa gerne, at de Andre bad for ham, men han holdt ikke af lydelige Bønner eller Tiltale. Den 20. sagde han til sin Datter, at man havde Exempler paa, at Mennesker kort før Døden have faaet Glimt at se af det, der er bagved, af Herligheden, og han haabede, at det maaske maatte blive ham forundt. Den 21. Januar 1815 begyndte den egentlige strenge Dødskamp KL 10 om Formiddagen; han følte, hvorledes Livet Trin for Trin maatte give tabt for den stærke Fjende, og Kampen var haard. Han bad med Inderlighed: Led mig ikke i Fristelse, men fri mig fra det Onde! Endnu kunde han tale, og han meddelte bestandig sine Nærmeste, hvorvidt det var kommet. KL 2 vidste han med Bestemthed, at Enden var umiddelbart nær, han lod dem tørre Sveden af sig og lod sig lægge paa Siden med Ansigtet udad. Et Øjeblik efter sagde han flere Gange: »Godnat! Godnat!« Derpaa raabte han: »Nu er det forbi!« Endnu en Gang slog han Øjnene op, store, klare, straalende, de søgte hen imod Rebekka med den inderligste Kærlighed, men da han vilde se videre hen imod Børnene, udslukkedes deres Lys i det Samme. Han gjorde tre dybe Aandedrag, og saa var Striden forbi. — Hvor ofte havde han ikke skrevet om Døden som Ven (Freund Hain) og sunget om ham. Nu havde han lært ham at kende. Han vidste jo nok forlængst, at han var en alvorlig Mand, som ikke var til at spøge med, men hvad han en Gang havde ønsket, da han sang: »Og naar Du tidlig eller sildig kommer, da