Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Clausen-Cleombrotus 29 smil igen, o Død!« det var dog nok gaaet i Opfyldelse, saa han midt i Kampen mærkede Smilet. I et Blad i Hamborg stod der, at han tilsidst skal have rejst sig op og sagt: »Nu er det der!« og saa ladet Omhænget trække for Sengen i samme Stund, da han døde. CLAUSEN, Henrik Nikolai (1795—1877). (Clausen: Opteg- nelser S. 559.) Sønnen, Dr. Johannes Clausen, har tilføjet Meddelelser om Faderens, den bekendte Professor theologiæ Clausens, sidste Leve- aar og Død. »Alt som Legemets Kræfter aftoge, svandt imidlertid alle jor- diske Bekymringer, og Aanden løsnedes lidt efter lidt fra sit trange Hylster. Stille og taalmodig, uden mindste Klage over det langvarige Leje, men ogsaa uden nogensomhelst legemlig Smerte, stundom med en egen Forklarethed i Aasyn og stærk Glød i det dunkle Øje, hvilede han i sit skønne Sovekammer med det kraf- tige, sølverhvide Haar paa Puden; der lød intet utaalmodigt Ord, men kun Taksigelser for Aandslivets Bevarelse, Tak for den mindste Haandsrækning, for hvert venligt Besøg, hvert kærligt Ord, ofte ledsaget af et mildt Smil, et lille Nik, stundom en spøgende Bemærkning. Tilsidst drog Aanden sig tilbage i sine inderste hellige Dybder, hvor den omsvævedes af yndige, liv- salige Minder og skønne Billeder, men hvor den ogsaa endnu var i fuld og levende Virksomhed. Tilbage i Tiden rykkedes han, og da var det ham, som om han stod ligeoverfor en talrig For- samling; i hellige Taler udtalte han sig da om »det tredobbelte Liv, der skulde leves: Livet indad imod sit eget Indre, Livet udad imod Verden, Livet opad imod Herrernes Herre«; tilsidst rejste han sig op, og med Stemmen klar og stærk lyste han Vel- signelsen over Forsamlingen. Efter en Stunds Forløb brød Aan- dens Liv atter frem; med opløftet Haand vidnede han da »om den treenige Gud«; atter og atter gentog han: »Faderens Ger- ning er Sønnens Gerning, og Sønnens Gerning er Aandens Ger- ning« og sluttede saa: »Faderens Gerning er den hele, hellige, højhellige treenige Guds Gerning.« Disse vare hans sidste sam- menhængende Ord; den stille Uges Onsdag, den 28. Marts KL 11/2 Middag, drog han uden Smerte sit sidste Suk.« CLEOMBROTUS, Filosof. (Cicero: Tuscul. Disputations. Yonge S. 520.)