Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

zo Charlotte Corday-Commodus CHARLOTTE CORDAY. (Carlyle : The french Revolution. II. S. 275.) Charlotte Corday var kun 24 Aar gammel, da hun den 17. Juli 1793, 4 Dage efter at hun havde dræbt Marat, blev guillotineret. Carlyle meddeler, at da hun var i Forhør, sagde hun i An- ledning af forskellige Spørgsmaal: »Alle disse Omsvøb ere til ingen Nytte; det er mig, som dræbte Marat.« »Paa hvis Tilskyndelse?« »Ingens!« »Hvad fristede Dig dertil?« »Hans Forbrydelser. Jeg dræbte en Mand for (med meget høj Stemme) at redde 100,000; jeg dræbte en Skurk for at redde Uskyldige, et vildt Dyr for at give mit Fædreland Ro. Jeg var Republikaner før Revolutionen; jeg har aldrig savnet Mod.« Paa place de la Revolution viste Charlotte Corday sig meget rolig, med et stille Smil. Bødlerne vilde binde hendes Fødder; hun gjorde Modstand, da hun opfattede det som en Forhaanelse, men efter en kort Forklaring lod hun det ske under en frejdig Bemærkning. Tilsidst, da alt var færdigt, tog de Halsklædet fra hendes Hals; en jomfruelig Rødme bredte sig over hendes skønne Ansigt og Hals; Kinderne vare endnu dækkede af denne Rødme, da Bødlen løftede det afhuggede Hoved for at vise det for Folket. »Det er sikkert nok,« siger Forster (Briefwechsel I. S. 508), »at han haanende slog hende paa Kinden; for jeg saa det med mine Øjne; Politiet satte ham i Fængsel derfor.« COMMODUS, L. Aurelius (161 —192). (Herodians Geschichte, iibersetzt von Ossiander.) Den romerske Kejser Commodus, hvem Herodian giver Skuds- maal som »den Skønneste blandt hans Samtidige, en Mand, med hvem Ingen kunde maale sig i Dygtighed, naar det gjaldt at skyde eller som Nævekæmper; havde han blot ikke besudlet disse Lyk- kens Fortrin ved skændige Sæder«; vilde lade sin Elskerinde Marcia og to Mænd blandt sine Nærmeste, Lætus og Eclectus, myrde; men de kom ham i Forkøbet. Marcia plejede at række ham den første Drik, naar han spiste; da han kom fra Badet, gød hun Gift i Bægeret og rakte ham det, blandet med herligt duftende Vin. Han drak nu uden at mærke noget, som han sæd- vanlig drak, da han efter det langvarige Bad og de legemlige Anstrængelser i Kampen imod de vilde Dyr var tørstig. Han blev strax bedøvet; overvældet af Søvn lagde han sig til Ro i den Tro, at han var udmattet af Anstrængelserne. Eclectus og Marcia lod alle de tilstedeværende gaa bort, som om de vilde skaffe ham