Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

;8 Dickens Det var først, da de vare komne til Bords, at hans Svigerinde bemærkede en aparte Forandring i hans Ansigts Farve og Ud- tryk. Da hun spurgte ham, om han følte sig ilde, svarede han: »Ja, meget daarlig; jeg har følt mig meget ilde tilpas i den sidste Timestid!« Men han vilde ikke have Bud efter Lægen, han vilde spise færdig og saa tage til London. Han anstrengte sig for at bekæmpe sit Ildebefindende, som kom hurtigt over ham, og vedblev at tale, men usammenhæn- gende og meget utydeligt. Da hans Svigerinde nu var klar paa, at han var alvorligt syg, bad hun ham gaa til sit Værelse, før hun sendte Bud efter Lægen. »Kom og lig ned,« foreslog hun. »Ja, paa Gulvet!« (»on the floor«) svarede han utydeligt — og medens han sagde dette, faldt han om. Man lagde ham tilrette i Spisestuen, og der blev telegraferet efter Børnene; Klokken var da faa Minutter over 6. De to Døtre og hans Svigerinde sade nu hos ham hele Natten; men han rørte sig ikke, aabnede ikke sine Øjne eller viste noget Tegn paa Bevidsthed. Den 9. Juni om Eftermiddagen saa Dr. Reynolds sammen med to Læger, der havde behandlet ham, til ham; men han kunde kun konsta- tere, at hans Liv snart vilde være endt. Om Eftermiddagen, 10 Minutter over 6, »saa vi som en let Gysen drage over ham, han suk- kede dybt, en stor Taare rullede ned over hans Kind, og i dette Øjeblik forlod hans Aand os. Da vi saa den mørke Skygge vige fra hans Ansigt, som nu blev saa roligt og skønt i Dødens op- højede Fred, tror jeg Ingen af os vilde have ønsket, at vi havde formaaet at kalde hans Sjæl tilbage til Jorden.« Forster: The life of Charles Dickens. S. 66l. Dickens’ sidste Dage ere beskrevne S. 661—667. Fremstil- lingen er i alt væsentligt den samme som den, hans Datter giver. Det fremgaar, at Dickens i længere Tid har haft Smerter i venstre Arm (ogsaa i Foden), og at Lægernes Diagnose af hans Døds- aarsag var Blodudtrædning i Hjernen; det sidste Døgn af hans Liv var hans Aandedræt stadigt stertorøst. Han havde levet 58 Aar og 4 Maaneder. Da han havde sagt til Svigerinden, Miss Hogarth, at han havde følt sig ilde tilpas i den sidste Time, talte han ikke mere sammenhængende; han talte en Del om forskellige Ping, om et forestaaende Salg af en Nabos Hus, om Macready’s Søn var med sin Fader i Cheltenham og om hans egen Hensigt strax at tage til London; ved disse sidste Ord rejste han sig op, og kun ved hans Svigerindes Hjælp blev det forhindret, at han faldt om,