Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

40 Direktør L.-Disaix stærk Klukken. Det Hele havde til da kun varet nogle faa Se- kunder. Nu passerede hans tidligere Livs Begivenheder enormt hurtigt og som i et Kalejdoskop forbi hans Bevidsthed; Bil- lederne kom ikke samtidigt, men defilerede forbi i en vis krono- logisk Orden; det var ikke alle hans Livs Begivenheder, han saa. Billederne vare overordentlig intense og bestemte; han saa sig selv, som om det havde kunnet være en anden; der var en Forestilling af dresserede Hunde, som han havde set nogle Dage i Forvejen; flere Scener fra hans Skoleliv, Kiv med Kammerater, Forelæsninger, Uddeling af Pris o. m.; religiøse Ceremonier (han var Kordreng); hans Forældres, især hans Moders Død; endelig en stor Skræk, han havde følt 2 Aar i Forvejen, da han under et Uvejr havde set Solen, uden Straaler, komme frem i Skyerne som en Blodkugle, og han troede, at det var Verdens Ende. Det Tidsrum af hans Liv, det drejede sig om, var de sidste 3—4 Aar. Han tabte nu Bevidstheden; en Naboerske, der havde hørt Støjen, da han faldt i Kummen, fiskede ham op. Man havde noget Besvær med at faa ham vækket af Besvimelsen. Trods den lange Tid, der er forløbet, c. ;o. Aar, garanterer L. for Rigtig- heden af Meddelelsen; han tilføjer, at han som 8 Aars Barn var vel udviklet i aandelig Henseende, med udtalt Personligheds- følelse, og var meget stolt og let til at blive krænket; han havde, fra han var 4 til 7 Aar gammel, set sin Fader, 2 Brødre, Mo- deren og en Ven, han holdt meget af, dø. Da han troede, at han var fortabt, følte han udtalt pinlig Ængstelse blandet med levende Beklagelse af at skulle miste Livet. Da L er 10 Aar gammel, er han 2. Gang udsat for at drukne; han er sammen med et Selskab i en Char å banes paa Vejen til en festlig Sammenkomst; da en Bro passeres, springer Hesten til Side, og den sammen med hele Vognen og Selskabet faldt i Floden. Om de ovenfor beskrevne Forestillinger ogsaa forekom denne.Gang, véd L. ikke; der var vist ikke Tid dertil. Han hjalp sig selv meget hurtigt op, klatrende op ad den væltede Vogns Hjul uden at have tænkt paa, at der var Fare for at dø. De Andre kom op paa samme Maade undtagen en ung Dame og Hesten, der begge druknede. D1SAIX. (Lauvergne de l’Agonie. S. 56.) Dagen før Slaget ved Marengo sagde Disaix: »Det er længe siden, jeg har været i Slag i Europa; Kuglerne kende mig ikke mere; der vil hænde mig noget.« Dagen derefter blev han dræbt.