Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Don Carlos 41 DON CARLOS (1545—1568). (v. Warnkönig: Don Carlos. Dansk Maanedsskrift. 1860. IL S. 58.) Philip den IIden havde sat sin Søn Don Carlos i Fangen- skab; flere Gange forsøgte Don Carlos at berøve sig Livet, og- saa ved at hungre, hvad han dog ikke kunde gennemføre; her- ved blev hans Sundhedstilstand bedre; tillige forandredes under hans Skriftefaders Paavirkning hans Karakter; han blev mild og blid, og hans Omgivende troede, at der kunde blive Tale om Forsoning imellem Faderen og Sønnen, der nu havde været ; Maaneder fangen. Men Philip var ubønhørlig. Da Don Carlos nu saa, at han maatte være fordømt til livsvarigt Fængsel, vendte hans tidligere Beslutning, at aflive sig, tilbage. Til dette Formaal valgte han at undergrave sin Sundhed ved at spise umaadeligt og ved at drikke Snevand; samtidigt lagde han sig Dag og Nat næsten nøgen i sit Værelse paa det af Sne gennemisnede Gulv for saa hurtigt som muligt at paadrage sig en ulægelig Sygdom. Det lykkedes. Den 19. Juli var det klart, at han var uhelbrede- lig syg; hans Fader, der ikke havde modsat sig Sønnens Maade at leve paa, tillod nu, at Prinsens Sygdom blev bekendt. Hos Don Carlos bemærkede man fra nu af en stor Ro, Munterhed og mærkværdig Forstandsklarhed. Med stor Fromhed afgav han sit Skriftemaal til Don Diego de Chares; da den ustandselige Brækning forhindrede ham i at modtage Hostien, lod han denne holde hen for sig for at tilbede den. Først da han selv antog, at han var redningsløst syg, tog han imod Lægehjælp; men hans Aand var med den frommeste Hengivenhed kun beskæftiget med Himlen og hans forestaaende Død. Han forlangte at se sin Fader endnu en Gang, før han døde; men Faderen afslog denne Bøn og forbød Dronningen og hans Opdrager- inde, der begge vare vel stemte for ham, at aflægge ham et Besøg! Den 22. Juli 1568 gjorde Fangen sit Testamente, ved hvilket han uddelte, hvad han endnu besad af Juveler o. lign., blandt sine bedste Venner og Tjenere; selv Fangevogteren Ruv Gomez, hvem han dog gav Hovedskylden for den Behandling, han havde lidt, skænkede han sit kunstigt slebne Drikkeglas af Bjergkrystal. Den Syge havde alt fra tidligere Tid en stor Ærefrygt for den hellige Jacobus, hvis Kloster i Compostella i en Række af Aar- hundreder var et Valfartssted for Pilgrimme fra alle Dele af Europa. Hans varmeste Ønske var at dø paa denne Helgens Festdags Aften, som indtraf den 25. Juli. Han spurgte den 21. Lægerne, om han vilde kunne opleve denne Dag. Men da han med hver Dag blev svagere, paakom der ham en stor Angst for,