Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

42 Elisabeth at han ikke skulde kunne opleve denne Dag. Da han dog endnu levede Natten imellem den 25. og 24-, og man paa hans Spørgsmaal, hvad Klokken var, svarede: to Timer før Midnat, bad han med største Inderlighed, trykkede det paa hans Bryst liggende Krucifix hæftigt til sig, anraabte Gud om Naade og Til- givelse for sine Synder, erklærede endnu en Gang, at han tilgav sin Fader, Ruy Gomez og de Andre, hvem han tilskrev sit Fan- genskab — og da han senere paa Forespørgsel fik at vide, at Klokken var slaaet tolv, udbrød han: »Øjeblikket er kommet!« Som fordum hans Bedstefader (Smign. Meddelelsen om Carl den VTE) paa Dødslejet i Just tog han en brændende, indviet Kærte i Haanden — og sagde til sin Skriftefader: »Hjælp mig at dø!«, bad den samme Bøn, med hvilken Carl den Vte var død, og hans sidste forstandige Ord vare: »Deus propitius esto mihi peccatori« (Gud være mig arme Synder naadig!); han slog sig for sit Bryst og døde KL 1 om Natten »uden endog blot et Sekund at have tabt Bevidstheden«. Nogle Minutter før hans Død havde man paa hans Begæring lagt en Franciskanerkutte og en Dominikaner- hætte hen paa hans Seng; han vilde begraves i denne Dragt. (1568.) ELISABETH af England. (Goldsmith: History. IL S. 310.) Dronning Elisabeth havde undertegnet Dødsdommen over Jarlen af Essex, hendes Yndling; hun kaldte Ordren tilbage, undertegnede igen, blev atter forsonlig stemt, men gav tilsidst sit Samtykke til hans Execution — fra den Dag havde hun ikke mere noget lykkeligt Øjeblik. (Smign. om Grevinden af Not- tingham, hvem Jarlen af Essex havde betroet at give en Ring til Dronning Elisabeth; denne Ring havde han faaet af Dron- ningen med Løfte om, at naar han sendte hende den, skulde han blive befriet fra den Nød, han maatte lide.) Hun faldt i en dyb Melankoli; efter den triste Scene med Grevinden af Not- tingham var hun helt fortvivlet, tavs, utilgængelig, vilde ikke spise, sukkede og hulkede, laa i 10 Dage og Nætter paa en Løj- bænk, hvilede sig paa de Puder, hendes Piger bragte hende. Maaske vare hendes aandelige Evner svækkede af de mange Aars alvorlige Arbejde; maaske tænkte hun med Anger paa sit tid- ligere Livs Handlinger eller mærkede, at hendes Dage vare talte. Hun saa sine Hofmænd forsømme hende for at vise den sandsyn- lige Tronfølger, James, saa megen mere Opmærksomhed. Alt dette bidrog til at paaskynde hendes Endeligt. Hun følte stedse Smerte i Underlivet og Tørst; drak stadigt for at stille denne, men vilde ikke have Lægers Hjælp. Lord Cecil og Lord Ad-