Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

48 Fieschi Præsten Grivel nærmede sig. Da F. saa ham, var det tydeligt, at han vilde have omfavnet ham, hvis ikke hans Arme havde været bundne. Præsten trykkede ham flere Gange til sit Hjerte, saa inderligt, at Alle bleve rørte ved at se det. Da F. saa Taarer i Præstens Øjne, raabte han: »Og De græder 1 Saa maa jeg give Dem Mod! . . . Mod 1 Mod! Jeg er lykkeligere end De; jeg dør uden Frygt!« Morey blev nu ført frem; han opførte sig rolig, næsten som om han foragtede de Tilstedeværende. Pepin, der havde vist sig svag under Dommens Forkyndelse, var nu fuld af Energi. Han kastede sin Overfrakke og Halstørklæde uden at give Slip paa den Pibe, han røg. »Gamle Morey,« sagde han, »saa skal vi altsaa sammen til den anden Verden!« »Lidt før eller lidt senere, det er jo ligemeget,« svarede Morey. Pepin saa nu Fieschi. »Ah! se der er Fieschi,« sagde han smilende; »Du er tilfreds. Ikke sandt, se paa Din Ven (her pegede han paa sig selv), Dit Slagtoffer! Hør nu, der er kun to Ting, som ærgre mig; den ene er, at jeg skal dø i Selskab med et saa afskyeligt Uhyre som Dig, og den anden, at jeg for Dommerne har svaret ordentligt paa de Løgne, Du har sagt om mig. Folk har troet, at jeg var bange. — Jeg bange! . . .« Fieschi vilde svare, men Præsten forhindrede det. KL 7^4 var Alt færdigt, og de Dødsdømte rejste sig. »Mine Herrer,« sagde Pepin, stadigt med Piben i Munden, »Fieschi’s Forbrydelse beror paa Fieschi selv . . . Han er den eneste Skyl- dige!« »Jeg har gjort min Pligt,« svarede F., »jeg beklager kun, at jeg ikke skal leve 14 Dage endnu for at nedskrive en hel Del.« Herpaa svarede Pepin med Bebrejdelser over, at F. havde for- staaet at gøre sig yndet; F. troede om sig selv, at han var en stor Person og en ophøjet Karakter, skønt han kun var en Skor- pion o. m. I Virkeligheden var der gaaet en Del Ry af F.; Eng- lænderne havde købt hans Haandskrift! Da Politikommisæren, lige før Pepin skulde betræde Skafottet, havde opfordret ham til at sige, hvad han endnu maatte vide med Hensyn til Sagen, sagde han: »Jeg har Intet at tilføje til, hvad jeg allerede har sagt . . . Jeg dør uskyldig. Den Forbrydelse, som dette Udskud har begaaet, er saa afskyelig, at man ikke kan tro, at et enkelt Menneske har kunnet udtænke og udføre den . . . og dog er det sandt! Men nok! der er jo talt altfor meget om den Sag. Den store Dommer venter os. Jeg er beredt til at stedes for ham!« Han vendte sig til Skarpretteren, og faa Øjeblikke der- efter faldt hans Hoved. Kort derefter blev Morey halshugget; hans sidste Ord vare: »Min Gud! saa skal jeg da virkelig dø!«