Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

62 Cray Læge traadte hurtigt ind, pegede han betydningsfuldt paa Stedet for Hjertet og sagde: »Kongestion«. Derpaa satte han stiltiende sin Finger paa Pulsen ved Haandleddet, og det var tydeligt, at han lagde Mærke til dens svage Slag; han sagde kort Tid der- efter : »Standset«, og medens dette Ord næppe var kommen over hans Læbe, faldt hans Hoved ned, til Siden, og han var død; hans Ansigt syntes dem, der stode om ham, som om det atter var ungt og smukt. CRAY, Jane. (Goldsmith: History. II. S. 236.) Lady Jane Cray og hendes Husbond Lord Guilford Dudley fik Ordre til at forberede sig til Døden. Lady Jane, som længe havde ventet dette, bar Meddelelsen med heltemodig Ro; da hun hørte, at hun havde tre Dage at vente, syntes hun meget ked af Opsættelsen. Dagen, da hun skulde henrettes, ønskede hendes Husbond at se hende; men hun afslog Mødet, da hun vidste, at hun ikke vilde kunne taale Afskedens Smerte. Det var først be- stemt, at de skulde henrettes paa Pladsen udenfor Tower, men man frygtede, at deres Ungdom, Uskyld og Skønhed skulde op- hidse Folket, og det blev bestemt, at Henrettelsen skulde foregaa i selve Tower. Lord Dudley blev først exekveret; da Lady Jane blev ført til Stedet, hvor hun skulde lide Døden, mødte hun Towers Officerer, som bar hendes Husbonds hovedløse Legeme, der var besudlet med Blod, for at begrave det i Kapellet. Hun saa i nogen Tid paa det afsjælede Legeme uden at røbe Be- vægelse; derpaa bad hun, med et Suk, at de vilde gaa. Towers Konstabel, John Gage, bad hende, da han førte hende til Exe- kutionen, at skænke ham en liden Gave, som han kunde beholde til evig Erindring om hende. Hun gav ham sine Tavler, paa hvilke hun lige, da hun saa sin Husbonds Lig, havde skrevet tre Sen- tenser, den ene paa Græsk, den anden paa Latin, den tredie paa Engelsk; hun skrev her, at det var hendes Haab, at Gud og Efterverdenen vilde vise ham og deres Sag Retfærdighed. Paa Skafottet holdt hun en Tale, hvori hun paaviste, at hendes Skyld bestod ikke i, at hun havde lagt Haand paa Kronen, men at hun ikke havde tilbagevist den med tilstrækkelig Standhaftighed (hun havde været Dronning i 10 Dage); at hendes Vildfarelse mindre skyldtes Ærgerrighed end den Lydighed, Datteren skylder sin Fader; at hun gerne led Døden som den eneste Udsoning, hun kunde yde Staten, og at hun var rede til ved sin Straf at vise, at Uskyld ikke kan undskylde de Gerninger, som kunne skade det almene Vel. Da hun havde talt saaledes, bad hun sine Damer