Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Groupe-Guatemozin-Gustav Adolph at hjælpe sig med Afklædningen; og hun døde med en fast op- højet Ro (1554). GROUPE. (Goulart: Thresor. S. 416.) Aar 1536 var Nicholas Groupe i Byen Anneberg, hvor han ventede Meddelelse fra Erkebiskoppen af Misne, som havde lovet ham et Embede dér; da Groupe fik Brev, hvori han udnævntes til hans Medhjælper og Vikar, blev han saa rystet af den Glæde, han følte, at han opgav Aanden, før han havde faaet læst Brevet tilende. (G. le Fleun: Annale de Misne lid. 3.) GUATEMOZIN. (Prescott: Mexicos Erobring. S. 264.) Mexicos unge Kejser, Guatemozin, der havde lidt saa meget, baade legemligt og aandeligt, under den langvarige Belejring af Hovedstaden, havde flere Gange afslaaet at forhandle med Cortez om Overgivelse. Da han endelig var bleven tagen til Fange og blev ført til Cortez, som traadte frem med stolt og konstlet Høflighed for at modtage ham, sagde Guatemozin: »Jeg har gjort Alt, hvad jeg formaar, for at forsvare mig selv og mit Folk, men nu er jeg bragt i denne Tilstand, og Du kan behandle mig, som Du finder for godt, Malinche,« hvorpaa han, idet han lagde sin Haand paa en Dolk, som Cortez bar i Bæltet, med Hæftighed tilføjede: »Du maa hellere gøre det af med mig med denne og strax skille mig ved Livet.« GUSTAV ADOLPH af Sverig (i 594—16; z). (Schutzercrantz. S. 92.) Gustav Adolph viste altid paa sine mange Felttog stort Mod og Koldblodighed; ofte blev det ham forestillet, at det var urigtigt, at han udsatte sit Liv for Farer; et af hans Svar var, -»at Konger dø sjeldent i Slag eller ved Belejringer«. —Ved Byen Rokitle blev han, da han observerede Fjendens Stilling gennem Kikkert, ramt af en Musketkugle, der gik gennem Halsen, ovenfor Nøglebenet, og blev siddende imellem Skulderens Muskler (Brev fra Salvius 16. Avgust 1627); Armen blev saa stærkt bevæget, at Kongen selv troede, at en Kanonkugle havde revet den bort, og Blodet stod ham ud af Næse og Mund. Han blev ført tilbage til Dirschau; Rigskansleren Axel Oxenstjerna og flere af Generalerne erin- drede ham om, at han burde skaane sit kostbare Liv og sin for Riget uundværlige Person; hertil svarede Kongen: »at han vel takkede dem for deres velmente Paamindelser, men dog troede, at han ikke var saa uundværlig for Riget, som de vilde lade ham forstaa, og