Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

64 Gustav Adolph at han havde den Fortrøstning til Guds Godhed, at i Fald det be- hagede ham at kalde hans Person herfra, vilde han dog derfor ikke glemme Sverig, men alligevel i Naade tanke derpaa og vel give det en anden Forsvarer«. Da Feltskæreren ikke kunde tage Kuglen ud, sagde Kongen: »lad hende da blive siddende og vare et Monument i en Krop, som aldrig har varet lätjefull eller vällustig«, og tillige: »det klader en Konge at have stort Mod i en Krop, som aldrig har kendt til Svaghed (weklighet).« Da Kongens Livmedicus ogsaa fremkom med en øm og velment Advarsel i samme Retning, fik han kun som Svar: ne sutor ultra crepidam. Saaret var først helet efter 5 Maaneders Forløb. I Maj 1632 blev Hesten, hvorpaa G. A. sad, skudt ihjel; han faldt ned paa Jorden, overstænket af Blod, men stod strax op igen og sagde: »Den Fare kom jeg ganske godt fra, men kanske Æblet endnu ikke er helt modent.« Efter en anden Beretning om samme Affære sagde han: »Saa var det dog muligt, at Fjenden kunde traffe mig? jeg troede, jeg var uden al Fare.« — Disse for- skellige Versioner vise jo, at man skal være varsom med at tro paa Ordlyden af Beretningerne; men Indholdets dybere Mening lider ikke derved, det er vist sikkert nok. Den 6. November 1632 mistede Gustav Adolph Livet i Slaget ved Lutzen. Han blev først skudt gennem venstre Arm, hvis Ben blev knust; han lod sig i Begyndelsen ikke mærke dermed, men vedblev at opmuntre Soldaterne til Tapperhed og foregik dem som sædvanligt med et godt Exempel; men da han havde mistet meget Blod, var stærkt i Sved og tabte Kræfterne, bad han Her- tugen af Lauenburg hjælpe sig til et sikrere Sted og sagde sagte paa Fransk: »Jeg har faaet nok saa meget, jeg behøver; jeg lider en ubeskrivelig Smerte.« Men i samme Øjeblik fik han endnu et Skud imellem begge Skulderbladene, og, skønt han endnu anstrængte sig for at komme derfra, vare hans Kræfter dog saa ringe, »at han faldt ned af Hesten; han blev dog hængende ved Stigbøjlen i nogen Tid, blev atter ramt af nogle Skud og Hug og opgav derpaa sin heltemodige Aand paa selve Valpladsen«. Andre meddele, at Kongen blev dræbt af en Morder, der var udsendt af Kardinal Richelieu; atter Andre, at General Pappen- heim skød ham; der er endnu flere Beretninger. Den almindeligst udbredte Mening i Sverig var, at han blev dræbt af den ovenfor omtalte Hertug af Lauenburg, hvem Kongen engang i en ikke nærmere omtalt Anledning havde givet et Ørefigen. Efter »Hof- trompeteren Jons Månssons Thects märkeliga berättelse om sina fälttog med högstsalig Konung Gustav Adolph« synes det dog rimeligst at