Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

66 Gustav Gustav Vasa begyndte at blive syg ved Nytaarstid 1560 »båda i Hufvudet och Magen«. I Juni modtog han Rigets Stænder i Stockholm og holdt sin rørende Afskedstale til dem; han fik sit Testamente anerkendt og fik endnu en Gang Spørgsmaalet om Tronfølgen fastslaaet. Den 13. August var han saa syg, at han ikke den næste Dag kunde følge Sønnen Erik til Skibet, som skulde føre ham til England. I Slutningen af August, da han mest laa stille hen, talte han en Del, især med sine Børn om Fortid og Fremtid, men efterhaanden frigjordes hans Sind for verdslige Bekymringer, og det var ham en stor Trøst at høre Guds Ord af Mester Hans, som tillige, sammen med Apothekeren Mester Lukas og Barberen Mester Jakob, vare de eneste, som behand- lede ham; først de sidste Dage kom der to virkelige Læger, Doktor Paludanus og Doktor Vilhelmus (Vilhelm Lemnius, dansk Læge). Den 15. August sagde han til Mester Hans: »Jå, Johannes, jeg forstaar vel, at jeg aldrig staar op fra denne Seng, thi dette er mit Sidste,« og han fortsatte med at bede Hans hjælpe ham med Lægemidler; da Mester Hans begyndte med en lang Formaning om Taalmodighed og læste for ham af Petri og Jakobs Epistler, svarede Kongen, at han vilde gerne have »Hjælp af Gud ved de Midler, som ere ham behagelige. Forman Forsamlingen til For- bønner for mig, men tænk selv paa nogle verdslige Lægemidler, som kunne hjælpe min Krop og mit brændende Hoved og svale min Mave og mine Lunger. Kan der hjælpes, saa hjælp; hvis ikke, saa vil jeg lide taalmodigt.« Den følgende Dag endte han en Samtale med: »Jeg är nu mätt af denna världens mödosamma frukt och lefverne, mina dagar äro sorgedagar härefter.« Den 19. August sagde han, da han vaagnede op og saa Sønnen Magnus staa ved Sengen: »Magnus, Magnus, jeg formaner Dig, hør Din Fader, thi Du er mig kær og har aldrig fortørnet mig. Frygt Gud, min Søn, vær Din Broder lydig og vogt Dig for Hovmod . . . Vær god imod Dine Søskende, saa vil det gaa Dig vel.« Da han næste Dag klagede over, at han havde faa Venner, som vilde være om ham, og de Tilstedeværende protesterede, sagde han: »Hvad er det, I siger, mine Børn bryde sig ikke om mig, allenast de få hvad de begära.« »Sig ikke saa,« svarede Dron- ningen, »Gud hjælpe mig saa vist, som de gerne vilde være hos Eders Naade, men Eders Naade fortørnes strax paa dem og taler dem saa haardt til, at de græde og bedrøves over, at de ikke kunne være deres Hr. Fader til Behag.«