Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Gustav 6? Den 25. August, da han saa nye Tegn paa Forværrelse af Syg- dommen: »O, Gud, jeg takker Dig for dette verdslige Regimente, som jeg nu har ført i 40 Aar, detsamma befallar jeg dig igen och vill det ej mera regera. Förlåt mig hvad som är missbrukadt och gif mig ditt rike, där intet misbruk är.« Han laa nu stille i 3 Uger, kun af og til sigende lidt til sine Børn. Saa holdt han en Dag en lang Tale til Sønnen Johan, at »vi Svenske ikke skulle indlade os paa for mange fremmede Sager, men lære os selv at kende«; under Talen steg gamle Erindringer frem, og Forbitrelsen imod gamle Fjender blussede op, især »Pa- vens gamle forræderiske Biskopper« bleve ilde medtagne. De følgende Dage blev han mildere og mildere; han bad Sten at tilkendegive, at han tilgav Alle paa Jorden, som havde været ham imod, og bad tillige, at Alle skulde tilgive ham, hvad han havde forbrudt imod dem, »eho det vara kunde, som ham utan lag brutit emot«. Til Mester Hans sagde han en af de sidste Dage: »At prædike for mig om mine Synder gøres Dig ikke behov; at de ere mange og store, vide vi bedst selv. Men huru de förlåtas, därom vill jag försäkras i samvetet.« Hans mente imidlertid, at Syndernes For- ladelse krævede deres forudgaaende Bekendelse; men nu blev Kongen vred og sagde: »Ikke vil Du, at jeg skal angre mine Synder for Dig?« »Nej, för Gud,« svarede Mester Hans. »Ja, det kan jeg gøre Dig foruden, og jeg gør det saa. Hørte Du ikke, at jeg sagde: jeg véd, at jeg har syndet og er værd Straf af Gud, er ogsåa derfor ilde tilpas i min Samvittighed? Derfor behøver Du ikke gøre min Samvittighed værre, end den er, men hjælp min »förskrächta« Sjæl med Kristi Løfte, at Gud er mig naadig, vil forlade mig og har forladt mig — själströst begär jag och icke vantröst 1« De tre sidste Dage laa Kongen aldeles stille hen uden at klage, og naar Nogen spurgte, om han vilde noget, »holdt han stundom en Haand og stundom begge løftede, Øjnene imod Himlen og tav«. Først nu, den 27. Septbr., ansaa Mester Hans det rigtigt at meddele den unge Dronning (hun var 24 Aar; det var hans }die Dronning; hun var ikke veget fra hans Side fra 13. August til 28. September; de andre skiftedes dog til at holde Vagt), at han mente, at alt Haab var ude. Hun svarede, da det blev sagt hende, at hun, hvis hun havde noget at sige Kongen, maatte hun sige det snart: »Jag har intet otaladt, om det är sant, som du sager, ty jag vanter mig ingen glädje i denna världen efter min nådiga herre.« Samme Dag blev hun saa syg, at hun maatte lægge 5