Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Ingemann 8? P ørste og Sidste«; af Alt fremgaar, med hvor megen Kærlighed, Frimodighed og Fortrøstning han beskæftigede sig med Døds- tanken; »jeg rejser og véd, hvor Rejsen gaar hen«. I Foraaret 1861 begyndte han at svækkes i Kræfter. »Den i y. P ebruar kom han meget forkommen hjem fra en Spadseretur og følte sig ikke vel; Torsdagen den 20. Februar syntes hans Ildebefindende at være gaaet over; han skrev og spadserede som sædvanligt; til Doctor Vilster sagde han: »Jeg er vel, jeg fejler Intet.« Noget efter kom Fru Rothe, og da Samtalen faldt paa det tilkommende Liv, fremsagde han Digtet »den hemmeligheds- fulde Port«, og dette blev hans skønne Svanesang her paa Jor- den. Om Aftenen vare hans Kone og han alene sammen, og han lod til at være vel, da han gik til Ro. Men denne Dag blev hans sidste nogenledes karske og virksomme Dag herneden. Fra Fre- dag Nat af var han syg og sengeliggende. Denne Dags Morgen saa hans Kone et Par Gange over til ham; han laa da saa stille, at hun troede, han sov trygt. Dette var dog ikke Tilfældet. Han havde haft Smerter fra Kl. 2, men for ikke at forstyrre Nogen dulgte han det til KL 5^2, da han først ytrede sig derom. Ud- vortes varme Midler anvendtes strax; han brugte ogsaa stærke Draaber indvendig; men alt Varmt, som han drak, kunde han ikke beholde. Lægen kom strax og gav ham Opium. Smerterne lindredes vel, men ingen varig Søvn blev dog derved bevirket. Fredagen den 21. og Lørdagen den 22. havde han Feber; han fantaserede egentlig ikke, men var sig fuldkommen bevidst. Inge- mann talte iøvrigt i disse to Dage kun lidt; om Fredagen sagde han til sin Kone: »Dette faar nok en brat Ende!« Om Løverdagen ytrede han sig til hende paa lignende Maade. Han ønskede fuld- kommen Mørke og Stilhed, for om Søvnen muligt vilde komme. Han følte mere og mere i disse to Dage, hvormeget hans Kræfter toge af. Den tredie Dag, han laa, om Søndagen den 23. Februar, følte han sig imidlertid bedre, og han mente, at dersom han kunde faa en mere vedholdende Søvn, vilde han maaske endnu komme sig. Søvnen kom dog ikke; skønt han om Mandag Formiddag den 24. følte sig taalelig vel, aftoge dog hans Kræfter i den Grad, at Lægen ikke længere havde noget Haab om hans Hel- bredelse. Han selv følte og, at Døgndagen og Livsdagen i deres Helden vilde række hinanden Haanden for ham. Om Mandag Eftermiddag, da Fru Ingemanns Niece saa til ham, tog han hende fast i Haanden og sagde: »Jeg har været meget syg!« Da Pigen senere trak hans Ur op, ytrede han noget om Urets Optrækning,