Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

88 Jacottet hvoraf hun forstod, at han vidste, at han ikke selv mere kom til at trække det op. Noget efter sagde han to Gange: »Gud vel- signe Dig!« og begge Gange tilføjede han: »Jeg véd, at Du passer min Kone godt.« Dette sidste havde han oftere i den senere Tid sagt til hende, naar han gik ud for at blive længere borte. Da Solen paa denne hans sidste Dag her i Verden var ved at gaa ned, lod han Gardinet trække fra Vinduet for endnu én Gang herneden at se Solens Glans paa Himlen. Selve den ned- gaaende Sol kunde ses fra Sydvest, da Vinduet vender imod Syd, men kunde dog ikke ses af Ingemann, saaledes som han laa med Ansigtet mod Sydost, men han kunde se dens Genskin. Da det beklagedes, at han kun kunde se Genskinnet, sagde han med et glad Smil: »Jeg er godt fornøjet med, hvad jeg saa,« og lod Gardinet atter trække ned. Under hele hans Sygdom kom der ikke et utaalmodigt Ord fra hans Læber; han var altid blid og kærlig. Om Aftenen, da han var ene med sin Kone, tog han hendes Haand op til sig, og da hun omfavnede ham, lagde han sin Haand paa hendes Hoved og velsignede hende. Da Lægen derefter kom, gik hun om paa den anden Side af Sengen, for at Lægen kunde være ham nærmere. Efter nogen Tids Forløb lod Lægen hende igen bytte Plads med sig, idet han ytrede til hende: »Han ser efter Dem!« Hun lagde nu begge sine Hænder om hans højre Haand, som laa til den Side. Pigen, som i det Samme saa, at Ingemann bevægede sin venstre Haand hen imod sin Kone, hjalp ham at flytte den. Han nikkede derfor mildt til Pigen, medens hans Kone greb Haanden. De to inderligt forbundne Sjæle ved- bleve kærligt at se paa hinanden; men han talte ikke mere; han laa tavs, hengiven og stille, saa stille, at der ingen Bevægelse var at se paa hans blide Ansigt, og der hørtes intet Suk. Lægen sagde, at der ikke havde været nogen Dødskamp, og at han ikke havde set nogen saa rolig og blid Død. Den Døendes Øje brast ikke. Endnu en halv Time efter, at Sjælen var gaaet bort, troede hans Kone, at de endnu saa paa hinanden. Kun Lægen bemær- kede Dødsøjeblikket, men han kunde ikke beslutte sig til ved at gøre hende opmærksom derpaa at berøve hende den halve Times smertelige Lykke.« JACOTTET. (A. Mosso: Der Mensch ... S. 249.) Lungebetændelse, forløbet dødeligt paa Mont Blåne. Meddelt af Dr. Guglielmietti og Wizard til Mosso.