Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Jefferson 89 En ung, kraftig Læge, Dr. Jacottet, var med paa en Expe- dition til Mont Blåne 1891; han havde paa Grund af et Ilde- befindende hvilet sig i 2 Døgn og syntes nu, den 1. Septbr., raskere end de 2 andre Læger. Han gik op til Toppen, var der en Time og gik da tilbage til Hytten. Han følte sig meget daarlig om Natten med Feber og Hoste; han afslog dog næste Dag at gaa ned til Chamonix. Han skrev et Brev til en Ven, hvori han sagde, at det blev ikke langt, da han havde Hjertebanken og led af Bjergsyge som de Andre, men at han vilde studere Luftfortyndingens Virkninger og acclimatisere sig. Han kastede sig, da han havde skrevet Brevet, paa sit Leje og rystede af Kulde. Den 2. Septbr. havde han fra Kl. 3 flere stærke Kulderystelser og kunde ikke føre Glasset til sin Mund. Han var som lammet og begyndte at delirere. Han fik Ilt at indaande, men uden Resultat. Aandedrættet var overfladisk, hurtigt (60—70 i Minuttet), Pulsen uregelmæssig, imellem 100 og 120, Temperaturen ;8.z. Henimod Kl. 6 om Aftenen hørte han pludseligt op at tale, blev bevidstløs og var i begyndende Agone; Hans Ansigt blev blegt, og KL 2 næste Morgen døde han. — Ved Obduktion paavistes kapillær Bronkitis og lobær Lunge- betændelse. JEFFERSON (174? 1826). (Randall: The Ufe of Thomas Jefferson. Vol. III. S. 543 og 563.) Meddelelserne om Th. Jefferson’s sidste Tid ere meget ud- førlige; vi meddele først et Uddrag af Oberst Randalls (hans ældste Barnebarn) Brev til Henry Randall. Th. Jefferson havde i adskillige Aar før sin Død lidt af Diarré, hvad han dog havde skjult for sin Familie; ved en Samtale med Brevskriveren i Marts 1826 havde han ytret, da der var Tale om en Begivenhed, som skulde indtræffe i Midten af Sommeren, at han maaske ikke levede til den Tid. I Midten af Juni kaldte han Dr. Dunglinson fra Virginia; da Oberst Randall hørte dette, søgte han strax Jefferson; denne bad ham komme til hans Værelse °g gav ham et Papir, som R. skulde se igennem; han tilføjede: »Opsæt det ikke; der er ingen Tid at spilde!« Han blev efter- haanden daarligere, men vilde kun have, at hans Tjenestefolk sov i Værelserne ved Siden af hans for at hjælpe ham. R. var bange for hans Tilstand og vilde, uden at han mærkede det, tilbringe Natten i hans Værelse; da J. saa, at R. ogsaa hjalp ham, bad han ham om at lade være, da R. jo trængte til Ro; men J. tillod dog R. at blive. De følgende Dage blev han svagere og svagere; han havde ingen Smerter; han var stedse ved klar Bevidsthed, talte