Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

90 Jefferson frit og gav forskellige Ordrer vedrørende sine private Affærer. Han bemærkede, at hans Hukommelse havde Tendens til at søge tilbage til Scener fra Revolutionen, og han fortalte mange Træk fra den Tid paa sin sædvanlige behageligt spøgende Maade, saa at R. næsten glemte, at han laa for Døden. Da R. en Gang ytrede, at han syntes, han var bedre, vendte J. sig imod ham og sagde: »Tro ikke et eneste Øjeblik, at jeg er i mindste Maade bekymret for min Tilstand; jeg er som et gammelt Ur, der faar en Skrue løs her og et Hjul dér, til det ikke kan gaa længere.« En anden Gang, da han var usædvanlig daarlig, sagde han til Lægen: »Nogle faa Timer endnu, Doctor, og saa vil det Hele være forbi.« Da han en Gang pludselig blev vækket af en dyb Søvn ved en Støj i Værelset, spurgte han, om han havde hørt Mr. Hatch’s Navn nævne — det var Præsten ved den Kirke, han søgte. Da R. svarede nej, bemærkede han: »Jeg har ikke noget imod at se ham, det er en venlig og god Nabo.« R. fik det Indtryk, at da J.s religiøse Anskuelser vare baserede paa modent Studium og Reflexion, følte han ingen Tvivl i sit Sind, og derfor ønskede han ikke Præstens Hjælp. J.s Afsked med de forskellige Medlemmer af Familien var rolig og fattet; han paalagde dem frem for alt at holde Dyden i Ære, være sanddru og hæderlige. R.s yngste Broder, der var 8 Aar gammel, syntes ikke at forstaa Situationen; da J. saa det, vendte han sig med et Smil til R. og sagde: »George forstaar ikke, hvad alt dette skal sige.« Han tænkte paa, hvem der skulde være hans Efterfølger som Rektor ved Universitetet i Virginia, og kom til den Slutning, at Mr. Madison vilde blive valgt; han talte med dyb Følelse om hans rene Karakter, Dyder, Visdom, Lærdom og store Evner (de havde levet meget sammen og vare prøvede Venner). Talende om de Bagvaskelser, hans Fjender vare fremkomne med om hans offentlige og private Ka- rakter og om, hvor ubeherskede og bitre de havde været, sagde han, at han havde ikke betragtet dem som angribende ham; de havde aldrig kendt ham; de havde angrebet et imaginært Væsen med elendige Egenskaber og givet dette Væsen hans Navn, og det var denne Skabning af deres Indbildningskraft, som de havde besudlet. Mandagen den 3. Juli var det tydeligt, at hans Opløsning var nær forestaaende; han sov til henimod Aften; da han vaagnede, troede han, det var Morgen, og sagde, at han havde sovet hele Natten uden at blive forstyrret . . . »dette er den 4. Juli«. Han faldt snart efter igen i Søvn, og da han blev vækket Kl. 9 for