De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

90 KØBENHAVN 1536—1660 taget og Kongen hyldet. Men Christian III. ansaa det ikke for betimeligt at lade Københavns Magistrat vedblivende beholde et saa uroligt Len. Dog fik den for Resten af de 10 Aar Eneret paa den islandske Handel og beholdt Vespenø som Len. Og da senere det islandske Kompagni blev oprettet, kom Københavns Borgere atter til at nyde godt af den islandske Handel. Naar Magistratens Forlening med Island var faldet saa uheldigt ud, var det kun de urolige Forhold paa Øen under Reformationstiden, der havde bevirket det, og ikke Mangel paa Forretningssnille hos Borgmestre og Raad. Til disse Embeder valgtes altid de mest fremragende Borgere i Byen eller med andre Ord de største Handelsmænd. Den kortfattede Levnetsbeskrivelse over Byens Magistratspersoner, som endnu haves lige fra Reformationen, er i Virkeligheden en Fortegnelse over lige saa mange af Byens Købmænd, og af den ser man da ogsaa, hvorledes Køben- havns Handel stadig vokser og udvides. Ved Midten af Aarhundredet var det væ- sentlig kun de tyske, svenske, polske og russiske Havne ved Østersøen, der besøgtes af Skibe fra København, — ved Freden i Stettin sikredes den danske Handel paa Narva — enkelte gik paa Skotland og England, men mod Slutningen af Aarhun- dredet spændte Byens direkte Handel fra Nordlandene, Island, Færøerne til Frank- rig, Spanien og Portugal. I 1586 blev Handelen paa Nordlandene aabnet for Køben- havns Borgere for at tilforhandle sig de Varer, »der faldt«, saa at Indbyggerne paa den Maade kunde faa nogen Tilførsel. En Snes Aar godt og vel i Forvejen havde Englænderne Willoughby og Chancellor under Forsøgene paa at finde en Nord-Ost- Passage ud til Indien, opdaget Dwinaflodens Munding, og der udviklede sig snart en livlig Handelsforbindelse mellem England og den paa Ruinerne af en gammel nordisk Koloni opsfaaede Stad, der til Ære for Ærkeenglen fik Navnet Michaelsstad, det senere Archangelsk. Og da Københavnerne først var kommet saa langt mod Nord som til Nordlandene, varede det ikke længe, inden ogsaa de fandt Vej ind til Archangelsk. Ogsaa med Grønland ønskede Frederik II. at genoptage Forbindelsen. Men der var rigtignok det gale ved det, at ingen kendte Vejen mere, de Kurser, man skulde styre, for at komme dertil. Overleveringen derom var blevet glemt, og i de sidste 100 Aar omtrent havde der ingen Forbindelse været mellem Landet i det høje Nord og det dan- ske Monarki. En Ekspedition udsendtes af Kongen i 1568 under Kaptajn Kristen Jensen Aalborg, men man har ingen som helst Underretning om dens Udfald, og det var først i Begyndelsen af det næste Aarhundrede, efter at Englænderen John Davis havde fundet Vestkysten, at det lykkedes Godske Lindenov at naa Østkysten, medens to andre danske Skibe samtidig, men ved engelsk Hjælp, kom ind til Vest- kysten. I 1599 paatog Christian IV., der altid ønskede at se Tingene med sine egne Øjne, sig den besværlige og — især i de Tider, da Styrmandskunsten endnu stod paa et saa lavt Standpunkt og Skibenes Manøvredygtighed lod meget tilbage at ønske farlige Sejlads rundt om Nordkap og ind til den murmanske Kyst. Det var ikke blot, som det officielt hed, for at undersøge Grænseforholdene heroppe, men Tanken om at finde en Passage Norden om Europa og Asien ud til Kina og Indien har sikkert været en nok saa afgørende Grund for den unge Konge til at foretage en saa ual- mindelig Rejse. Allerede Englænderne havde som nævnt næret Forhaabninger om at finde en »Nordøstpassage«. Christian IV. var endnu mere opsat paa at komme